Det er spændende, sjovt og hyggeligt at være med til rigtige løb!

Alle kan være med – og vi skal nok hjælpe dig i gang med det praktiske.


Til de 3 divisionsmatcher årligt, hvor Snab konkurrerer som hold, er det afgørende for resultatet, at rigtig mange Snab-ere deltager, da der konkurreres i alle sværhedsgrader og aldersklasser.

Alle har mulighed for at bidrage til resultatet, og et mindre godt løb trækker ikke klubben ned. Samtidig er det festligt at være rigtig mange Snab-ere på stævnepladsen.



Kalenderen over de danske løb finder du på O-Service.
Vi har skrevet en vejledning i, hvordan man tilmelder sig.


Vi er næsten altid en pæn flok af sted til løbene i Sydkredsen - samt til de mest spændende øvrige løb, såsom Påskeløbet, Nordjysk 2-Dages osv.
Er vejret lidt lusket, har vi vores klubtelt med.

Vi har flere danmarksmestre i Snab - men vi er også en del, som synes det er en succes, hvis vi kan holde os i feltets mellemste tredjedel. Der er baner for alle aldre - både for begyndere og viderekommende.

 

Hvis I er en familie, kan det sommetider være et puslespil at få starttider og evt. børnepasning til at gå op, men så snart ungerne bliver mere trygge ved de andre voksne i klubben, er det ikke længere et problem.

Til alle de officielle løb er der for øvrigt en børnebane for de mindste.