En stor del af det at være orienteringsløber i OK SNAB, er det sociale fællesskab. Dette dyrkes på flere niveauer og udmønter sig blandt andet i fælles klubture, fællesspisning efter træning, festlige sæsonafslutninger og ivrige snakke, når der sammenlignes stræktider og vejvalg efter løbene. Der er plads til alle -  ung som knap så ung.

De fleste af arrangementerne planlægges og koordineres af arrangementsudvalget, desuden afholder ungdomsudvalget arrangementer, der kun er for ungdomsløberne.

Nedenfor kan du læse lidt mere detaljeret om arrangementerne i OK SNAB


Klubtur

Ambitionen er at afholde 2 klubture om året. Traditionen er en klubtur til det årlige Påskeløb, hvor vi booker os ind på et vandrehjem eller hytte og nyder nogle indholdsrige dage. Vi tilstræber også en klubtur i sensommeren. De konkrete arrangementer afhænger af, hvor der afholdes løb, alle kan deltage i.

En klubtur kan også gå til udlandet, vi har således et par gange været i Sverige.


Fællesspisning

På onsdags træningsaftener, hvor udgangspunktet er klubhuset i Nørremarksskoven, arrangeres der fællesspisning fra kl. 19.00. Kokketjansen går på skift blandt de, der spiser med. Datoerne for fællesspisning annonceres ved sæsonstart. Menuen er almindelig sund hverdagskost eksempelvis spaghetti m. kødsovs, forskellige nuancer over temaet risret, frikadeller etc. eller rugbrød med pålæg. Kokkene bestemmer menuen.

Der deltager ofte mellem 80 og 100 personer til fællesspisningen, så der er normalt et par familier på kokketjansen. Prisen er overkommelig: 20 kr. for alle over 3 år.

Sæsonafslutning

I OK SNAB sørger vi for at sige "Tak for en super sæson" med maner. Forårssæsonen rundes af med madkurv eller grillpølser. Når det bliver vintertid, slutter efterårssæsonen med fælles pizzaspisning i klublokalet på Vejle Atletikstadion.


Klubmesterskab og klubfest

Der afholdes 3 klubmesterskaber i OK SNAB. Et klubmesterskab i almindeligt O-løb , som oftest afholdes i sensommeren, og et klubmesterskab i Nat-orienteringsløb, som oftest afholdes sidst på vinteren. I 2022 opstod klubmesterskabet i Sprint-orientering. Alle klubmesterskaber er løb, hvor alle kan være med.

Klubfesten afholdes oftest i klublokalerne på Stadion, og er en herlig aften for både børn og voksne.