Sommersæsonen er slut, men det betyder bestemt ikke at ungdomstræningen går i hi for vinteren.
Fra onsdag den 27/10 foregår træningen som Natløb sammen med OK Gorm.
Mødested og -tid vil fremgå af den ugentlige mail. Der er tilmelding til disse natløb, som regel søndag aften, dette af hensyn til at få printet kort nok.
Med Natløb menes der blot, at vi løber i mørket, og på posterne er der reflekser, som kan oplyses med en pandelampe. Du behøver ikke en stor fin lampe for at kunne deltage, og klubben har også nogle få som kan lånes et par gange. Men vi har ikke nok til alle, så vil du være sikker på at have lys med, så bør du medbringe din egen lampe.
Hvis du vil starte sammen med de andre ungdomsløbere, eller låne en lampe, så mød op kl 18, så er der en ungdomstræner til stede.
Man må selvfølgelig gerne løbe flere sammen, og der vil være flg baner: mini/begynder, let, mellemsvær og svær.
Lørdagstræningsløb i Trekantsklubberne starter op i november – følg med på hjemmesiden – så der er masser af muligheder for fortsat at komme i skoven.
Derudover er der flg. datoer, du skal være opmærksom på frem til jul:
- 23/10 Sprint i Aabenraa - tilmelding via O-service senest 15/10
- 24/10 Sprint i Billund – tilmelding via O-service senest 15/10
- 5/11-7/11 KUM (KredsUngdomsMatch) - tilmelding i O-service senest 15/10
- 19-21/11 U2 kursus – indbydelse er i O-Service – sidste tilmelding 15/11
- 20-21/11 U1 kursus – indbydelse kommer i O-service
- 3/12-5/12 Juniorkursus – indbydelse er i O-service – sidste tilmelding 1/11
- 8/12 Ungdomstræning fra Stadion
- 15/12 Juleafslutning i OK Snab – følg med på hjemmesiden
- Fra d. 5. januar 2022 starter vi atter op med vores egen ungdomstræning om onsdagen kl. 17-18.30 Som noget nyt vil der også være træning for de yngste indendørs på Nova-skolen med leg, aktivitet og orienteringsmomenter. Indendørs er for børn op til ca. 9 år. For de ældre er der udendørs løb og orientering i to grupper med start ved Nova-skolen. Her kan alle fra 10 år være med.
Mange O-hilsner fra Ungdomstrænerne