Ændringer i bestyrelsen, højt aktivitetsniveau, divisionsturnering, Magnus på landsholdet, klubture, arrangementer, skole og kort, VM til Vejle?

Ny formand og ændringer i bestyrelsen
I januar valgte Snabs formand Henrik at stoppe efter 14 år på posten. Jeg overtog formandskabet, og Jesper trådte ind som træningsudvalgsformand. Bettina trådte ind i bestyrelsen som arrangementsudvalgsformand. Snab har dermed fortsat en aktiv og fuldtallig bestyrelse.

Stor aktivitet
Der er stor aktivitet i klubben, og vi er nu oppe på ca. 200 løbere, når nye løbere samt passive medlemmer medtages. Vi er rigtig mange til vores klubtræning om onsdagen, nogle gange 70-80 registrerede og endnu flere, hvis alle medregnes. Til fællesspisningen er vi normalt også rigtig mange. Vi har et mål om gradvist at øge aktiviteten og deltagelsen år for år.

Divisionsturnering
Samme høje aktivitetsniveau oplevede vi også til vores første divisionsmatch i april måned. Her var vi 76 på tur! Det er rekord – der har vistnok aldring være flere Snab’ere til løb. Resultatmæssigt var det også en succes. Vi vandt det hele, selvom det kun blev til en kneben sejr over Kolding. Så nu må vi se, om vi kan holde dampen oppe til den næste match i efteråret (d. 18/9 i Kelstrup Plantage). Hvis vi kan det, er der meget der tyder på, at vi igen i år skal med til DM Hold. Til begge disse løb må vi ligesom ved første match prøve at samle tropperne og stille op i stærkeste - og største opstilling.

Magnus på landsholdet
Vi har også haft succes på en anden front. Vi har nemlig for første gang i rigtig mange år fået en løber på seniorlandsholdet. Magnus er som førsteårs-senior blevet udtaget til DOF’s elitegruppe og træner til dagligt med de andre landsholdsløbere i Århus. Han fik sin landsholdsdebut, da han blev udtaget til World Cup tidligt på foråret og til EM i maj måned. Magnus har vist gode takter ved disse løb – så det lover godt for fremtiden. Så godt, at han er senest også er blevet udtaget til VM i august i Sverige.

og andre flotte resultater…
På resultatsiden har vi også fået andre bemærkelsesværdige resultater. Doris Blok vandt guldmedalje i D/H 90 til DM sprint! Det er imponerende. Dejligt at dyrke en sport, hvor alle kan være med – uanset alder.

Klubture m.m.
Her i foråret har vi ikke haft en rigtig klubtur. Påskeløbet gik i Kolding, og her var det ikke så relevant at arrangere klubtur, men vi har allerede booket en lejrskole til næste års påskeløb. Så ryd kalenderen, vi skal til Thy. Vi havde dog noget der ligner en klubtur i forbindelse med Nordjysk 2 dages i marts måned.
Vi har også som noget nyt forsøgt os med en voksentræningstur. Den gik til Kærgård Plantage. Der var ikke så mange med, men mange gav til kende, at de gerne ville deltage en anden gang. De der deltog, havde da også en formidabel tur, så det betyder, at sådanne ture vil blive arrangeret igen (det lover TRU…).

Vores arrangementer
Vi har på arrangementssiden også været aktive. Vi har selvfølgelig afholdt Vejlestafetten igen i år. Og endda med et nyt koncept for klasseinddeling. Det nye koncept og selve arrangementet var sådan set en succes, men desværre var der begrænset fremmøde. Vi vil prøve at finde ud af hvad vi skal gøre fremadrettet for at få flere deltagere til stævnet. Stor aktivitet er der også i Munkebjerg, da vi for tredje år i træk skal afholde stævne derude. I år bliver det dog ”kun” en divisionsmatch. Den bliver afholdt 28. august med stævneplads i Vinding.

Skole og kort
På skoleområdet er vi på trapperne til at opruste. Vi har fået midler fra kommunen til at tegne skolekort og lave indsatser overfor både elever og lærere på en række skoler i Vejle. Så vores allerede meget aktive korttegnere får nu endnu mere travlt.

Apropos korttegning, så er vi bl.a. godt i gang med, sammen med Gorm, at tegne Hastrup Plantage – spændende at få en skov af den slags i porteføljen.  Efter planen skal vi afholde vores klubmesterskaber der d. 1. oktober.

Urban WOC 2020 i Trekantområdet
Men på et helt andet plan er jo selvfølgelig verdensmesterskaberne, som lige nu holdes hvert år for både sprint- og skovdiscipliner. Fra og med 2019 splittes verdensmesterskaberne op og skal holdes for skovdisciplinerne hvert andet år og for by-disciplinerne hvert andet år. DOF har sammen med Sport Event Danmark, Trekantområdet og trekantklubberne søgt om at få verdensmesterskaberne for sprint i 2020 til Trekantområdet. Til vores store overraskelse var vi de eneste ansøgere. Vi har haft besøg af en delegation fra IOF, som skulle vurdere vores evner og muligheder for at afholde arrangementet. De var tilfredse, så nu er det alene et spørgsmål om at IOF kongressen i august kan godkende ansøgningen. Meget tyder på at vi får travlt i de kommende år!

Nyt kontrol- og tidtagningssystem
Slutteligt vil jeg lige nævne, at vi nu har modtaget vores nye tidtagningsudstyr. Det gamle EMIT-udstyr var slidt op. Det nye udstyr er SportIdent, og vi begynder allerede at anvende efter sommerferien. Vi har fået støtte til indkøbet af kommunen og af Sydbank.

God sommer!
Flemming