Efter en travl sæson med stor aktivitet i klubben er det nu tiden til at se fremad. I det følgende kan du læse lidt om både store og små planer. Jeg lægger ud med noget meget stort..
WOC 2020
Så ligger det fast, at Snab, sammen med de øvrige klubber i Trekantområdet, skal arrangere verdensmesterskaberne i sprint i 2020. Det blev endeligt vedtaget på IOF’s kongres i Sverige i august. Her blev vores planer for arrangementet præsenteret, og da vi var de eneste kandidater, var det ingen overraskelse, at vi fik det. Det er en meget stor og spændende opgave at arrangere et VM i orienteringsløb, og det koster også mange penge. Disse forhold er årsagen til, at der normalt ikke er så mange lande der byder på et VM. Med hensyn til økonomien er vi imidlertid rigtig godt stillet, idet de 3 kommuner i Trekantområdet yder tilskud, og det samme gør SportEvent Danmark. Dermed er over halvdelen af budgettet sikret allerede. Dette er årsagen til, at DOF sammen med klubberne tør at gå ind i projektet.
Vi var en lille delegation af sted til VM i Strømstad i august, og her kunne vi med egne øjne se, hvad det vil sige at arrangere et VM. Det er virkelig et arrangement man skal have respekt for. 800 navne var der på listen over hjælpere. Jeg regner dog ikke med, at antallet bliver helt så stort for os, for vi skal kun arrangere sprintdisciplinerne, og vi er jo også flere klubber om det. Til den tid er VM nemlig splittet op, så skov-disciplinerne og sprint-disciplinerne afholdes hver for sig hvert andet år. Til gengæld skal vi afholde 3 og ikke kun de nuværende 2 discipliner. Men der er ingen tvivl om, at vi får brug for, at rigtig mange hjælper til, både i forhold til planlægning men også i forhold til selve afviklingen. Arrangementet løber af stablen 7.-11. juli, altså i begyndelsen af sommerferien. Vi håber, at mange vil bakke op om arrangementet og vil bidrage til, at det bliver sjovt og spændende for både deltagere og for os selv som arrangører.
Foruden de 3 dage med sprintmesterskaber, planlægger vi at afholde publikumsløb – 3 sprintetaper og 3 skovetaper. I skrivende stund arbejdes der på at få nedsat en organisation, ligesom der skal laves aftaler med DOF. Vi regner med, at der vil være mere at kunne informere om i slutningen af januar. Der vil derfor snarest muligt derefter blive afholdt en klubaften, hvor planerne for projektet vil blive præsenteret. Jeg håber på, at rigtig mange vil møde op og vise interesse denne aften – der er mange spændende opgaver at løse i forbindelse med arrangementet. Det drejer sig både om orienterings-nørdede opgaver men også om alt muligt andet, der ikke kræver så stort orienteringskendskab.
Arrangementer 2017
Vores lidt mere almindelige planer for arrangementer i 2017 omfatter endnu en udgave af Vejlestafetten samt et B-løb/2. divisionsmatch. Vejlestafetten afholdes i Tirsbæk lørdag d. 6. maj. Vi prøver denne gang at holde stafetten på en lørdag, og det bliver dagen før Gudenå-dysten i Silkeborg. Rikke og Lone er stævneledere og Peter Gammeljord er banelægger. Divisionsmatchen afholdes d. 17. september i den østlige del af Munkebjerg – samme område som DM Mellem 2015 blev afholdt i. Kaj er stævneleder her. Foruden disse to løb er der foreløbige planer om afholdelse af kredsungdomsmatchen i Trekantområdet. Dette bliver i et samarbejde mellem Gorm, Snab, KOK og Melfar. KUM vil blive afholdt 7.-8. oktober, men vi kender ikke løbsområder m.v. endnu. Jeg skal også huske at nævne, at vores FindVej-dag vil blive afholdt d. 29 april i Søndermarksskoven.
Aktviteter 2017
I årets første par måneder er der hver lørdag mulighed for at være med til vores fælles træningsløb sammen med trekantklubberne. D. 7. januar lægger vi selv ud med løb i Nørreskoven. Senere, d. 25. februar har vi tjansen igen, denne gang på et nyrevideret kort over Haraldskær. Desuden søsætter ungdomsudvalget et nyt initiativ med ungdomstræning hver onsdag hele vinteren igennem (med start fra 4. januar). Lidt længere fremme på sæsonen ser vi muligvis endnu et nyt initiativ for ungdomsløberne. Her planlægger trekantklubberne at igangsætte en slags ungdomscup på udvalgte hverdagsaftener.
Vores sædvanlige træningsaktiviteter vil komme til at køre på stort set samme vis som i 2016. Træningsstart vil blive d. 29. marts. Foruden de løbende aktiviteter er der i foråret planlagt klubtur til påskeløbene i Thy. Vi har booket lejrskolen Bulbjerghjemmet med plads til 54 personer. Det er det største orienteringsløb i landet, så vi håber virkelig på, at mange vil deltage, både i selve løbet, men også meget gerne i overnatningen på Bulbjerghjemmet. Det er ikke så ofte, at vi får chancen for at løbe orienteringsløb i dette fantastiske område af Danmark. Indbydelse til klubturen vil blive udsendt i januar.
Vi håber også på, at mange vil deltage i Nordjysk 2-dages i marts måned. Her har vi forhåndsbooket på Blokhus Hostel, og der er stadig ledige værelser.
Divisionsturnering 2017
Vi var jo rigtig mange ved alle 3 divisionsmatcher i 2016, og det skal vi blive igen i 2017. Første afdeling løber af stablen d. 9. april i Dejbjerg Plantage, og anden afdeling bliver d. 3. september i Rønshoved. Finalen, som vi selvfølgelig satser på at være med til, bliver afviklet i Finderup Plantage d. 24. september.
Med håbet om et godt 2017 for OK Snab!
Hilsen Flemming