Det er et stykke tid siden sidste nyhedsbrev blev skrevet, så nu er det tid igen. Vi er midt i sommerferien, og det er den anden corona-sommer i træk.
Det påvirker vores sport, da mange af vores medlemmer bruger en del af deres sommerferie på at deltage i sommerferieløb rundt omkring i verden. For andet år i træk er verdens største orienteringsarrangement – O-Ringen – f.eks. blevet aflyst. Men også mange andre sommerferieløb er blevet ramt. Ærgerligt for klubbens medlemmer, men også ærgerligt for orienteringssporten, da det ofte er her bånd bliver skabt på tværs af klubber, landsdele og lande. Men heldigvis blev Skawdysten gennemført, og jeg og min familie ser også frem til at skulle deltage i Blekinge 3-dages i næste uge. Så lidt sker der heldigvis.
På trods af Corona har vi gennemført vores fælles klubtræning hver uge hele foråret. Det har dog ikke været uden udfordringer, da vi har været opdelt både fysisk og tidsmæssigt. Det har fungeret, men det har krævet en ekstra indsats fra træningsudvalget og fra trænere og
banelæggere. Opdelingen er ikke ideel, da vi ikke ser hinanden og ikke har mulighed for at være sammen så meget som normalt. Vores fælles klubtræninger giver os mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af klubben, og det er vigtigt, hvis vi vil udvikle klubben og
gøre nye medlemmer aktive i orienteringssporten. Vi håber på så hurtigt som muligt at komme tilbage til normale forhold, hvor vi f.eks. også kan have fællesspisning.
Deltagelsen i onsdagstræningen har på trods af udfordringerne været stabil, eller faktisk ser det ud til, at der er kommet endnu flere til. Dette skyldes selvfølgelig den store og gode indsats fra trænernes side, men det skyldes også en generel øget interesse for vores sport i samfundet. Coronatiden har paradoksalt nok givet os medvind og momentum, så nu gælder det bare om at udnytte det, når de sidste restriktioner forhåbentlig snart løsnes.
Vi ser også frem til at kunne gennemføre klubture igen. Det har vi ikke kunnet i over to år, så nu skal det snart være. Muligvis allerede i efteråret, og hvis ikke, så bliver det i hvert fald til foråret næste år.
Klubbens sportslige resultater i foråret har været fantastiske! Vore stærke ungdoms- og eliteløbere har ikke ladet nedlukninger og aflysninger påvirke deres træningsindsatser, og de har præsteret på allerhøjeste niveau ved de løb, de har kunnet deltage i. Imponerende og fejende flot! Her tænker jeg selvfølgelig både på individuelle og holdpræstationer, som selvfølgelig er blevet omtalt andre steder, men som alligevel bør nævnes:
- Malin, Eva, Jeppe og Linus som vandt DIF-medaljerne til DM-sprint
- Mortens 4 guld og 1 sølv ved junior-VM
- og ikke mindst Idas 18.plads på sprintdistancen til WOC i Tjekkiet!
Dertil blev der også delt en række flotte medaljer ud til Snab-løbere ved DM Ultralang, DM Sprint og DM Sprintstafet. Jeg ved, at vores talent- og eliteløbere sætter pris på den opmærksomhed klubben giver dem. Forhåbentlig kan de og deres flotte præstationer inspirere alle os andre, som ikke hiver medaljer hjem. Det er glæden ved at finde poster, der driver os alle.
I den kommende efterårssæson er der mange gode muligheder, og specielt vil jeg fremhæve at stafetter ikke kun er for de garvede. Selvom vi finder posterne individuelt, er det sjovt at kunne dele glæden som del af et hold. Det gælder alle aldre – også for de mindre øvede - en gang skal jo være den første, så kom frisk! Første rigtig gode mulighed er JFM på "hjemmebane" i Frederikshåb og i Hastrup 21-22/8, så det er lige om lidt. Tjek gerne træningsudvalgets mails og O-service, og tøv ikke med evt. at spørge trænerne.
I sådan et brev er vi også nødt til at runde divisionsturneringen. Den er ikke til at komme udenom, da vi i fællesskab løber for point til klubben - og dermed klubbens hæder og ære. Og så er det heller ikke mere alvorligt. Det er dejligt at have et fælles mål og noget, som styrker sammenhold og socialt samvær. Vi håber at kunne stille store hold til de afgørende dyster på henholdsvis Als d. 4. september og Møn d. 3. oktober. På Møns Klint vil vi afslutningsvis møde de stærkeste klubber fra andre landsdele (DM Hold – divisionsfinalen). Her har vi ikke de store ambitioner om at kunne være i top, men selvfølgelig skal vi være med og vise klubbens farver frem. Vi håber på opbakning til en bustur, sådan at rejsen bliver nem og meningsfuld.
En stor del af klubbens medlemmer er i de kommende uger travlt optaget af at arrangere DM Mellem i Grejsdalen d. 28. august. Mesterskabet kommer til at foregå på begge sider af Grejsdalen – dels i den nordlige del af det område, som vi i gamle dage kaldte for Grejsdal Øst og dels i området omkring Skrædderbakken. Forberedelserne går som planlagt, og der er fundet en pragtfuld stævneplads. Det bliver en god dag for klubben, og vi glæder os til at løfte denne store opgave sammen. Så vidt jeg ved, er der stadig behov for hjælp på dagen, så hvis du har tid og lyst til at give en hånd med, så meld dig til stævnelederne (
OK Snab har også planer for store arrangementer længere ude i fremtiden. Vi skal afholde DM Langdistance i 2023 og Påskeløb i 2024. DM Lang kommer til at foregå i skovene ved Rosenvold og Grund på nordsiden af Vejle Fjord. Året efter arrangerer vi Påskeløb sammen med OK Gorm. Planlægningen af disse to større arrangementer vil begynde at tage form i den kommende tid.
Og så er der jo lige det helt store eventyr, nemlig WOC 2022. I har alle fået et WOC 2022 nyhedsbrev for nylig, og indholdet vil jeg ikke gentage her. Blot vil jeg nævne, at det at arrangere et verdensmesterskab er en kæmpeopgave. Vi er i Trekantområdet ikke erfarne i at arrangere internationale events på dette niveau, så udfordringen er enorm. Men vi har god opbakning fra kommunen, DOF og IOF, og ikke mindst fra alle jer medlemmer. Så jeg er sikker på, at det bliver en succes. Vi var nogle stykker, der rejste ned til Tjekkiet for et par uger siden for at observere afviklingen af WOC 2021. En særlig ting at observere var, hvordan coronasituationen blev håndteret. Det tilføjede et ekstra lag på arrangementet, som dermed blev endnu mere omfattende og kompliceret at gennemføre. Til næste år er vi nok ovre den værste del af pandemien, men vi kommer ikke udenom også at skulle forholde os til det og implementere det i planerne.
Der er således gang i rigtig mange ting, men det vigtigste er, at vi alle kan nyde at komme i skoven, og at få motion for både hjerte og hjerne. Med disse ord ønsker jeg jer alle en rigtig god sommer og efterårssæson.
Hilsen Flemming