Referat af Generalforsamling i OK Snab d. 28. januar 2019

Formand Flemming J. bød velkommen.

1. Valg af dirigent
Jakob I. Pedersen blev foreslået af bestyrelsen og valgt. Han konstaterede at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og dermed lovlig jf. vedtægterne.

2. Beretning
Den samlede beretning var sendt ud til alle medlemmer i forvejen. Den blev fremlagt - mundtligt men ikke ordret - af de forskellige udvalgsformænd m/k, og der var mulighed for spørgsmål efter hvert udvalg.
Beretningen blev vedtaget ved klapsalver.

3. Regnskab
Jens gennemgik de vigtigste poster i regnskabet.
Der er kommet flere medlemmer, hvilket giver en øget indtægt, men der skal afleveres næsten lige så meget ekstra til Dansk Orienterings-Forbund (DOF). Jens bemærkede det paradoksale i, at vi har fået flere medlemmer men ikke en større nettoindtjening i kontingent - og dermed færre penge per medlem.

Efter gennemgangen af regnskabet var der en del kommentarer fra forsamlingen og debat:
•    Kate sagde, at det var urimeligt at mene, at kontingentet til DOF er for højt. Hun fremhævede bl.a., at Isom (den internationale kort-standard) er et eksempel på internationalt samarbejde, som DOF deltager i, og at det selvfølgelig er nødvendigt at bakke op om DOF.
Jens svarede, at klubben naturligvis bakker op om den fælles finansiering af DOF, og at vi jo også får meget ud af det.
Henrik sagde, at Orienteringsbladet beklageligvis ikke længere kommer på papir, hvilket giver DOF en besparelse.
Flemming replicerede, at det er selvfølgelig skal kunne diskuteres, om DOF kræver for meget kontingent fra de store klubber, der har udgifter til elite, hvilket er krævende for eliteklubbernes økonomi. Er det rimeligt, at det f.eks. skal koste så meget at have løbere på landsholdet?
Anders mente modsat at man skal huske, at det er dyrt at drive et landshold.
•    Opfordring fra Peter S: Meld ind på de store stævner, der kan give penge, f.eks. DM og Påskeløb. Dog er det meget krævende.
Flemming: Vi har meldt ind på DM 2023 og Påskeløb sammen med Gorm i 2022. Der kommer også en sikker indtægt fra VM 2020, der sørger for, at regnskabet retter sig op.
•    Louise spurgte, om ikke der er ”nemme” penge at hente på simpelt motionsløb?
Jesper svarede at det er drøftet, men at markedet måske er mættet. Man kunne overveje en form for nattrail, men klubbens kræfter skal også bruges rigtigt – vi vil bruge vores kræfter der, hvor vi synes, det er sjovt, for at medlemmerne ikke kører surt i det.
•    Louise spurgte, hvor meget vi skal have som buffer (indestående i banken)?
Jens svarede at det vi har nu er rigeligt, og Flemming supplerede med, at det eneste vi eventuelt kan blive truet på, er vores lokaler. Der er ingen garanti for, at vi kan beholde klubhuset altid, men det anses ikke for at være en aktuel trussel.
Det var dejligt med debat! Regnskabet blev godkendt.

4. Indkomne forslag og fastsættelse af kontingent
Ingen indkomne forslag.
Kontingent: Bestyrelsen foreslog uændret kontingent. Der var opfordring fra forsamlingen til, at bestyrelsen ser på, om kontingentet skal justeres i forhold til stigningen i indbetaling til DOF. Et argument, der blev fremført, var at kontingentet har været uændret i mange år, og at det måske er bedre at lade det stige gradvist, fremfor at tage en større stigning på én gang. Uændret kontingent for 2019 blev godkendt.
    
5. Valg til bestyrelsen
På valg:
Formand: Flemming genvalgt.
Kasserer: Jens ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen foreslog Helene Nissen. Helene blev valgt.
Kommunikation: Lars genvalgt.
Arrangement: Bettina ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen foreslog Lene Edvardsen. Lene blev valgt.
Talent/Elite: Helle genvalgt.

6. Valg af revisor
Frede foreslog den afgående kasserer Jens. Jens blev valgt.

7. Eventuelt
Der blev fremsat en idé til mulige løb, vi kan afholde: Et kombineret løb med terrænløb, cykling og o-løb som man engang havde i Horsens. En slags skov-biathlon / skov-tri.
Og så blev det fremhævet, at set fra børnenes perspektiv, behøver man ikke ændre så meget. Børnene er megaglade for at komme pga. den fantastiske ånd/stemning i klubben.

Bestyrelsen har på det seneste diskuteret gavepolitik. Det er dog svært at skære ned, men det blev alligevel besluttet, at vi ikke længere giver vin på generalforsamlingen til klubbens danske mestre. Vi ønsker dog fortsat at anerkende folk, der har haft særlige funktioner i løbet af året, og folk, der beklæder særlige poster. Dem uddelte Flemming vin til.

/Lars