Eva Örnhagen Jørgensen blev dansk mester i D-12 og storebror Morten vandt H-14 da OK Snab lørdag var vært for DM i orienteringsløb på mellemdistancen.  Klubbens juniorlandsholdsløber Magnus Dewett kom på en sikker andenplads i H-20.

Alle tre talenter er født ind i sporten og er nærmest vokset op i skoven. Alligevel kræver det en målrettet indsats at finde så hurtigt og sikkert rundt til sine poster, at man kommer på sejrsskamlen.
For Eva var det første guldmedalje, og efter løbet fortalte hun glad: ”Jeg var meget opmærksom på orienteringen for at undgå fejl – det lykkedes, og det var en rigtig god fornemmelse at løbe mod mål og blive speaket efter et godt løb.”

Den hyggelige stævneplads ved Torn Trines Hus og Munkebjergskovens varierede og udfordrende terræn skabte ideelle rammer for mesterskabet, hvor 80 engagerede Snab-ere sikrede at alt klappede.

(Pressemeddelelse).