14 ungdomsløbere fra OK SNAB deltog lørdag i DM i orienteringsløb på mellemdistancen ved Furesøen i Værløse.
Felix Isaksen vandt sølv i H-12 kun ½ minut efter vinderen. Felix var opsat på at give den gas hele vejen i den relativt flade skov, og han havde et godt løb. Faktisk førte han 3 poster før mål, men en lille fejl kostede ham guldet. Jeppe Caspersen var også godt løbende og sluttede lige uden for medaljerne på en 4. plads.
Morten Örnhagen Jørgensen blev efter et ærgerligt bom på 1. posten nr. 4 i H-14, og Eva Örnhagen Jørgensen blev nr 5 i D-12. Klubbens ældre ungdomsløbere placerede sig lidt lavere på resultatlisten, men leverede generelt også absolut godkendte præstationer.

Mellemdistancen er karakteriseret ved relativt korte, men teknisk krævende baner. Bl.a. de tætte dele af skoven, hvor sigtbarheden var lav, gav løberne udfordringer.

Årets sidste individuelle DM afholdes den 14. september i skoven omkring Munkebjerg med OK Snab som arrangør. Her gælder det den lange distance, og både Felix og alle klubbens andre dygtige ungdomsløbere glæder sig til at prøve kræfter med denne lokale og for dem nye skov.

- Ovenstående pressemeddelelse dannede baggrund for artikel i VAF 26.8.


Foruden Felix vendte 2 voksne Snab-ere hjem med medalje, dette er der fortalt om til VAFs Sporten:

Ulrika Örnhagen Jørgensen fra OK Snab vandt lørdag årets 4. individuelle DM-guldmedalje ud af 4 mulige.
Ved DM på mellemdistancen ved Furesøen i Værløse viste Ulrika endnu en gang topform og gennemførte den 3,1 km lange orienteringsbane på godt 26 minutter.

Flemming Jørgensen vandt sølv i H45-. Han gennemførte den 4,2 km lange bane på godt 27 minutter, kun 3/4 minut efter vinderen.

- Stort tillykke med medaljerne.