Magnus Dewett lyste i natten til årets første DM i orienteringsløb-regi. Lørdag d.18.marts 2023 blev DM i Nat-orienteringsløb afviklet i Stenholt-Buchwald Plantage. Værterne, Karup Orienteringsklub, havde indrettet en flot stævneplads og lagt udfordrende baner i det kuperede istidslandskab hvor indlandsklitter og gravhøje satte en perfekt scene til den benhårde kamp om de prestigefyldte medaljer.
Hos herrerne i seniorklassen, var der lagt op til en hård og tæt kamp. OK Snabs Magnus Dewett var blandt kandidaterne til at udfordre de mere rutinerede kræfter i feltet, og selvom Magnus Dewetts pandelampe gik på spareblus med 7 poster tilbage, var alle de øvrige marginaler denne aften på Magnus's side. Magnus Dewett kunne således kåres til Danmarksmester 2023 i Nat Orientering (H21) med blot to sekunder ned til andenpladsen.