Sensommer betyder masser af DM’er i Orienteringsløb – på flere forskellige distancer. Det har betydet medaljer til Vejle Orienteringsklub, OK Snab.

I weekenden d 27.august afvikledes DM på Mellemdistancen, DM Mellem, i Thorsø bakker v Silkeborg. Magnus Dewett fra Vejle Orienteringsklub, OK Snab, løb sig til en flot sølvmedalje i Eliteklassen H21. Magnus Dewett har satset på atletik de seneste år, og det har givet masser af hurtighed. Men nu glæder vi os over, at han er tilbage som orienteringsløber – og med kun 1.44min op til Guld-vinderen i DM Mellem viser han flotte takter.
Endnu en Snab’er kom på podiet - Marie Pagh løb sig til en flot Bronze i D12 til DM Mellem. Marie førte ca midtvejs på banen. De tre medaljetagerne lå indenfor 1 minut af hinanden, så det var en flot dyst, hvor Marie kæmpede godt hele vejen.

DM på Langdistancen, DM Lang, er Kongedisciplinen indenfor orienteringsløb, og blev afviklet på Bornholm søndag d 11.sept 2022. OK Snab-løberen Magnus Dewett erobrede sølvmedaljen i Eliteklassen i den krævende distance i Paradisbakkerne på Bornholm. Det var benhårdt terræn og superflot præstation i den hårde konkurrence i Eliteklassen. Først efter en times løb blev Magnus indhentet af Guld-vinderen, og fulgte så godt med resten af vejen.
Men OK Snab havde flere løbere på podiet, og især i ungdomsklasserne var der metal til klubben: En Sølvmedalje til Axel Örnhagen Jørgensen i H16 og bronze til Cecilia Uhlemann i D20. En af de helt unge Snab’ ere, Alberte Lindorf, vandt en sikker sølvmedalje i D10.

DM stafet blev også afviklet på Bornholm om lørdagen d 10.sept. med Hammershus som kulisse. Her løb H16-holdet med Axel Örnhagen Jørgensen, Sejer Rosenkilde og Rasmus Edvardsen sig til en Bronzemedalje i et stærkt felt.
Næste DM indenfor Orienteringsløb er DM Ultralang til November – så der skal der virkelig løbes lange baner. Vi håber vi får Snab’ere på podierne igen.


Det ovenstående indlæg sendt til VAF 15.sept 2022. Der blev medsendt flere billeder end dem vist her på artiklen