Masser af metal til OK-Snab ved DM I sprint og Sprint stafet
I pinsen blev der afholdt DM i Sprint-Orientering og Sprint stafet i Odense.
Løbene indgik i WOC2022s sidste træningslejr inden VM i uge 26. Derfor havde startlisterne i eliteklasserne et markant internationalt præg og den danske elite ekstra mange at måle sig med.
Søndag afholdtes DM Sprint, hvor vi blev udfordret med kringlede vejvalg, smalle passager og snørklede parkanlæg i den centrale del af Odense. Vejrguderne trakterede med det skønneste sommervejr, der blev nydt på stævnepladsen i parken ved Sankt Knuds kirke.
Orienteringsklubben OK Snab havde mange dygtige unge løbere med, og det resulterede i 2 flotte medaljer til OK Snab: Eva Örnhagen Jørgensen hentede en meget sikker guldmedalje i D20 (junior-klassen) og Axel Örnhagen Jørgensen vandt bronze i H16 kun ½ minut efter vinderen.
DM Mix Sprint Stafet foregik 2.pinsedag i den nordvestlige del af Vollsmose. OK Snabs 1. hold i seniorrækken, med Malin Agervig Kristiansson, Magnus Dewett, Linus Agervig Kristiansson og Ida Agervig Kristiansson, var under hele stafetten med helt fremme og vandt en flot sølvmedalje.
I de 2 ungdomsklasser hentede OK Snab også nogle flotte resultater. I D/H12 vandt Alfred Balslev Pedersen, Alberte Lindorf og Marie Fjordside Pagh en flot sølvmedalje, endda kun 1 sekund fra guldet og næsten 1 minut foran 3. pladsen. Under hele stafetten lå OK Snab og Horsens OK meget tæt. I D/H16 sikrede Axel Örnhagen Jørgensen, Ella Kolstrup Hansen og Rasmus Edvardsen sig bronzen kun 3 sekunder fra sølvet. En super flot præstation af de 6 unge Snab’ere.