Der er masse af udfordringer til både voksne og børn på Find-vej-dagen, lørdag den 29. april i Søndermarksskoven i Vejle, hvor OK SNAB tilbyder introduktion til orienteringsløb.

Lørdag den 29. april får tusinder af danskere en sjov og anderledes motionsoplevelse ca. 50 steder i Danmark.
Det sker på Find vej Dagen 2017, som Dansk Orienterings Forbund og de danske orienteringsklubber står bag i samarbejde med bl.a. Nordea-fonden.

I Søndermarksskoven i Vejle er OK SNAB klar til at sende alle deltagere i skoven med et par gode råd og et kort i hånden. Man kan gå eller løbe, og man kan følges ad eller være alene.
Arrangementet henvender sig til alle: Familien som vil have en fælles oplevelse, motionsløberen som vil mere end bare løbe, eller til jer som bare godt kan lide at få oplevelser i naturen.
Ruterne er på 2, 4 eller 6 km., og det er let at finde vej, for posterne står ved stierne. Vil man have den mindste i familien med på cykel eller i klapvogn, er det også en mulighed på den korteste rute.

Arrangementet foregår fra Søndermarks skolen, og der er parkering ved skolen og hallen. Kig efter flagene ved indgangen. Der er start fra kl. 14-15.
Efter turen i skoven er der er diplomer til børn og frugt og saft til alle. For børn og barnlige sjæle er der mulighed for at supplere turen i skoven med en dyst om den bedste tid på en ultrakort afmærket O-løbsbane, hvor der ikke skal bruges kort.

Det er gratis at deltage, og der er ingen forudgående tilmelding. Derudover giver klubben garanti for masser frisk luft og motion på dagen.

Efter Find-vej-dagen er der i de følgende uger mulighed for at deltage i 3 x gratis begyndertræning hos OK SNAB i deres klubhus på Helligkildevej 2 i Vejle. Det foregår på onsdage kl.17.45, og det er den 3. maj, 17. maj og 24. maj.

”I OK SNAB glæder vi os til for 6. gang at sende en masse glade deltagere af sted på Find vej Dagen”, siger Kate Nielsen, der er koordinator for årets arrangement. ”Find vej Dagen er blevet en tradition i OK SNAB og har givet os mulighed for at møde en masse mennesker og introducere dem til orienteringsløb. Vi nyder at dele glæden for vores sport med andre, og at opleve at mange kommer igen”.

For dem, som har lyst til at finde flere poster, er der rigtig gode muligheder. OK SNAB har faste poster i både Nørreskoven og Søndermarksskoven. Du kan læse mere om Find-vej-dagen og de faste poster i skovene på www.findveji.dk.

Find-vej-dagen bygger på natur- og motionstilbuddet Find vej i Danmark, der hvert år introducerer mange danskere til idrætsgrenen orienteringsløb. Der er over 200 gratis orienteringskort til download.