To slidte knæ, hyppige rygproblemer og som følge af først nævnte – en efterhånden temmelig dårlig kondition. Det er nok kort og godt beskrivelsen af min nuværende status som O-løber.
Trods den dårlige fysiske tilstand var jeg ikke helt uforberedt på strabadserne på Rømø. Det er ikke første gang, at jeg løber DM Ultralang eller andre ekstraordinært lange orienteringsbaner, og tilbage i februar havde jeg gennemført to O-løb på 10 km. i vestjysk terræn. Det havde været hårdt og ikke just med imponerende resultat, men tilstrækkelig godt til, at jeg valgte igen at melde mig til DM. Ikke mindst fordi jeg som altid troede på, at jeg nok fik trænet lidt mere i løbet af foråret.
DM Ultralang er, som navnet antyder, et orienteringsløb med ret ekstreme banelængder. F.eks. løber H21 en bane på 25 km. Hvis man som mig har passeret de 40 år og lidt til, så kan man nøjes med mindre. Min bane var 7,6 km. Det er faktisk kortere end normalt, så i første omgang var jeg godt tilfreds. Men ved nærmere eftertanke gik det op for mig, at det nok var enten svært eller fysisk krævende, når nu det ikke var længere.
Trods nattens snefald var vejret hæderligt, da jeg stod i starten og ventede på at skulle afsted. Faktisk kom solen frem, og jeg stod og nød varmen ligesom Rømø’s mange krybdyr, som jeg heldigvis ikke mødte undervejs.
Det første jeg bemærkede, da jeg fik udleveret kortet, var at der var 2 km. til post 1. Det betød, at jeg allerede før, jeg nåede frem til den første post, var begyndt at mærke trætheden. Så er der langt hjem! Heldigvis gik det rigtig godt med et finde vej nordpå over Rømø’s smukke, lyngklædte klitter. Men sig aldrig til mig, at Rømø er flad…
Efter de første 4 poster i åbent land kom jeg ind i et meget tæt ”fyrre-buske-krat”. Post 5, som stod på en punkthøj, fandt jeg uden problemer. Så var der et stræk på 300 meter igennem vildnisset frem mod en lille høj. Efter mange strabadser fandt jeg post nr. 144 på en høj, - desværre den forkerte høj. Jeg er modstander af at spørge andre om vej – især til et DM. Heldigvis mødte jeg en bekendt, som var svært interesseret i at finde post 144, så vi lavede en ”byttehandel”. Jeg viste ham vejen, og han viste mig kortet, der afslørede, at jeg var godt 100 meter nordøst for min post.
Ved post 6 fik jeg følgeskab af flere fra min klasse. Posten havde kostet mig 6 minutter, men nogen havde sat 20 minutter til. Det gav mig nye kræfter og satte tempoet i vejret for hele gruppen. Vi havde nu forladt krattet og var igen på vej over lyngbakkerne. Efter post 8 måtte jeg erkende, at min kondition ikke rakte langt nok, så jeg slap ”toget” og fortsatte alene mod post 9, - et langstræk på ca. 1,5 km. af gode skovveje. Desværre begyndte jeg nu at kunne mærke, at jeg havde glemt indlægssålerne til mine O-sko, for de mange sten på vejen var yderst tydelige uden de stødabsorberende såler.
Post 9 var let at finde, og det var post 10 også; men desværre gik vejen gennem en meget våd mose, hvor vandtemperaturen afslørede, at det havde været nattefrost de sidste par dage.
Med følelsesløse tæer og de absolut sidste kræfter fortsatte jeg mod banens afslutning i et meget kuperet, åbent terræn. Der var nu 3 poster tilbage, og det gik i det store hele godt; men bakkerne gjorde ondt. Tilbage var opløbet, og det lykkedes mig at løbe hele vejen ind til sidste stempling. Turen var godkendt. Tiden var 1 time og 35 minutter. I forhold til resultatlisten var det ikke noget særligt, men det var en personlig sejr, - og hurtigere end jeg havde turdet håbe.
Nu sidder jeg så her og skriver dette indlæg 8 timer efter sejren over mig selv og Rømø. Det gør ondt i de fleste af mine muskler, og jeg er MEGET stivbenet og træt. Alligevel er jeg helt sikker på, at jeg gør det igen. Jeg tror, at man skal have O-løb i blodet for at forstå, hvad det er, som driver mig.
Kate Nielsen