47 snab’er havde taget turen til Skagen i weekenden til årets første store stævne. Terrænet var meget anderledes end det kendte fra Vejle området. Det meste af skoven bestod af tæt fyr og store åbne, lidt våde klitter.
Kurvebilledet vekslede mellem små kurvedetaljer til markante højdeforskelle i det store klitområde. Dette terræn gjorde det meget udfordrende for både nye og gamle løbere. Det ser dog ud til at snab’erne klarede sig bedre søndag end lørdag. Måske havde de et bedre kendskab til skoven og klitterne søndag, efter en udfordrende og lang dag lørdag. Der var også nogle friske sjæle der tog et natløb fredag aften i det ukendte terræn.
Vi var nogle der havde bestilt overnatning på Skagen danhostel, hvor der også var fællesspisning lørdag aften. Da vi ankom til vandrehjemmet, var vi ikke i tvivl om at der boede o-løbere. Sure løbesko og svedigt løbetøj var det første vi mødte på vej hen til værelset. Derfor var der dog også kamp om det varme vand, hvilket gjorde vi var nogle der fik et hurtigt og koldt bad. Cirka kl. 18:45 gik vi til bords i de to spisesale. Vi fik en dejlig lasagne med blandet salat og dressing. Der blev snakket løb ved bordene. Men konkurrencen på stævnepladsen var ikke nok for Jens, Kaj, Michael og Jonas, der havde lavet deres egen konkurrence. Blandt andet om hurtigste stræk ud over målopløbet.
Lørdag var der kun én enkelt førsteplads til OK Snab. Og den stod Axel, der løb H-10A, for. Søndag gik det dog meget bedre hvor vi fik hele fire førstepladser. Det var Ditte (D-35B), Rasmus Slot (H-20B), Eva (D-14A) og igen Axel i H-10A. Der var også andre fine top 5 placeringer! :D
Det var dejligt at se så mange Snab løbere så tidligt på sæsonen. Det tegner til en god divisionsmatch i den kommende sæson. Og vi kan jo se der allerede er mange tilmeldte til påskeløbet.
Hav en god o-dag! :D
Johanne (og Malene)