Vi havde en god dag ved Tirsbæk Strand. Mange ugers forberedelser førte til et fint arrangement, solen skinnede og vores deltagere var tilfredse. I alt var ca 350 løbere i skoven, og dertil kommer hele 57 starter på børnebanen. Det er et stort arbejde at arrangere løb, men ih, hvor er det dejligt at kunne være vært for tilfredse 'konkurrenter' og o-venner efter at have været 'nyder' større delen af sæsonen. Og jeg tror, at stævneledelsen er godt tilfreds med at løbet var velbesøgt af løbere fra såvel syd- som nordkredsen. For ungdomsøberne var løbet tillige kredsmesterskab, og Kaj kunne som afslutning på løbet dele mange medaljer ud til glade børn.

Tirsbæk er et yndet udflugtsmål for mange Vejlenser, og der var svært at på P-plads i søndags, da vi og vores o-gæster fyldte godt op ved Tirsbæk Strand. Samtidig var det god PR, og i børnebaneteltet fik vi en lille snak med flere nysgerrige 'civilie' som gik forbi. Dejligt at flere af vores nyere medlemmer også benyttede muligheden for at opleve et rigtigt stævne. Det er ikke så ofte at en stævneplads byder på så mange muligheder, og det var tydeligt at mange nød udsigten over fjorden, at kunne fange krabber og endda tage en dukkert fra bådebroen. Claudia fra Horsens måtte pænt tage cyklen hjem, da sønneke faldt i vandet og blev nødt til at få pladsen i bilen hjem!

For klubben betyder stævnet et godt tilskud til økonomien og masser af samarbejde på kryds og tværs. Nu har vi også et nyrevideret kort. Det ser jeg frem til at komme ud og løbe på, så snart vi byder til løb igen.

Søndagens resultatliste findes på løbets hjemmeside.