Søndag den 2. oktober i det mest pragtfulde efterårsvejr holdt vi op-ned-rykningsmatch for 2.-3. division i Nørreskoven. Løbet var åbent for alle O-løbere og var samtidig kredsmesterskab for Sydkredsens ungdom.
Stævnepladsen var på Idrætshøjskolens græsplæne - dejlige faciliteter og et ideelt udgangspunkt for udfordrende baner.
Dagen startede kl 7, med at en gruppe morgenfriske Snab-ere pakkede materiel ved vores gamle klubhus. Samtidig begyndte banelæggeren Morten at sætte poster ud ved stierne - om lørdagen havde han og Henning været i skoven med de øvrige poster, og Henrik havde som banekontrollant været rundt og tjekke placeringerne.
Stævnepladsen - med mål, beregning, snitzlinger, kiosk, børnebane og start begyndte hurtigt at tage form. Lidt efter kl 8 løb forløberne i skoven for endnu en gang at tjekke, at posterne "var klar" til de knap 300 deltagere. De parkeringsansvarlige fik på bedste vis fordelt de mange biler på p-pladser og villaveje, og snart summede stævnepladsen af aktivitet og forventning.
Kl 9:45 startede den første løber på bane 8. Klokken var derfor ikke meget over 10, da Eva Örnhagen Jørgensen spurtede i mål og nær havde taget pusten fra beregningen. - Derefter var der ikke noget, der kom bag på de erfarne folk, og resultaterne blev løbende hængt op af Rasmus, så de dystende løbere kunne følge slagets gang.
Flere gange i dagens løb sås Lone, der var stævneleder, ved sit lille bord midt i solskinnet, hvor hun kunne nyde frugterne af god planlægning. Velforberedte var også kioskteamet, og deres mange forskellige lækkerier gav en god omsætning.
Vores yngste ungdomsløbere deltog i løbet og opnåede flotte placeringer. Felix Isaksen vandt H-10 og Morten Örnhagen Jørgensen vandt H-12, begge blev således kredsmestre. Eva blev nr 2 i D-10 og Amanda Isaksen blev nr 3 i D-12. Super flot alle 4!
Midt på eftermiddagen lå resultaterne på vores hjemmeside, stævnepladsen var pakket sammen og posterne samlet ind. Alle havde ydet en super indsats -og forhåbentlig haft en dejlig dag.