En forrygende påske med sol, Snab og spænding er vel gennemført. Vi var flot repræsenteret i årets Påskeløb i skovene omkring Viborg; omkring 50 ud af de i alt 1800 løbere var Snab’ere. I det hele taget bidrog vi til de festlige begivenheder på bedste vis. Og hvor ser vi bare godt ud i de nye klubdragter!

For at få et 3-dagesstævne for knap 2000 løbere til at glide kræves stort arbejde. Klubben i Viborg havde i år påtaget sig opgaven, og arenaerne, de tilbød, var fantastiske. Vi løb på rigtigt gode kort i Hald Ege, Dollerup Bakker og i Ulbjerg Plantage. Orienteringsmæssigt var Hald Ege terrænet måske knap så spændende, men smukt var det, med anemoner i egekrattet. Om Felix nåede at nyde turen er uvist, men han imponerede ved at lægge sig i front i H10A den første dag. Magnus og Josephine kom også på skamlen, begge som nr. 3 i deres resp. klasser.

Scenen var endnu en tak flottere ved Hald Hovedgård, hvor stævnepladsen for 2. dagen var etableret. Axel og Laura gav børnebanen den dag topkarakter. Det var sjovt at finde ind mellem bygningerne og følge stierne i parken for at finde posterne. Og selv at kunne klippe posterne som 3-årig, er en stor tilfredsstillelse. Vi andre kunne ikke nøjes med park-o, men blev udfordret i bakkerne omkring Dollerup Sø. Vi fik alle sved på panden, ikke alle kunne holde hovedet koldt og der blev både løbet stærkt og stået stille ude på heden. Morten Ö. stod efter løbet øverst på listen i H12A, Magnus nr 2 i H16 A, Josephine nr 2 i D20A og Eva blev nr 2 D10B.

Benene var trætte og flere vabler begyndte at drille 3. dag Men vi er jo seje, og jeg tror, at flere af os blev positivt overraskede over terrænet i Ulbjerg. Banelæggeren havde gjort sig umage for at skabe spænding i rækkerne ind i det sidste og placeret mange finurlige poster i små lysninger og slugter.

Det var sjov orientering, men også en hård afslutning med forholdsvis lange baner, der krævede høje knæløft over heden hen imod målet.

Josephine sluttede flot som nr 2 i D20A, Magnus som samlet nr 3 i H16A, Felix som nr 3 i H10A og Eva løb med 2. pladsen i D10B. Jens Christian og Morten Ö satte sig i respekt i H14A resp. H12A med dagens bedste tider. Bemærkes skal det også, at Doris imponerede med en flot sejr i hædersklassen D80A. Der er det kun de allermest seje damer, der stiller til start.
Det eneste malurt i stævnets bæger var resultatformidlingen, som ikke formåede at leve op til vanlig standard, men det overskygger på ingen måde en herlig  orienteringsoplevelse.

Ditte havde sørget for gode rammer for klub-kom-sammen på vandrehjemmet i Stoholm. Her kunne vi hygge os, spise og sove. De unge indtog hurtigt faciliteterne sammen med vennerne fra Kolding og Esbjerg, som boede samme sted. Selvom vi godt nok er alene om at finde posterne ude skoven, viser en klubtur som denne, at den sociale del er ovenud betydningsfuld for engagement og trivsel i klubben. Så tak til arrangementsudvalget for initiativ og styring!

I dag er undertegnede godt træt i benene, og tæerne er glade for ikke at skulle presses ned i oskoene igen. I eftermiddag vil jeg nyde en kold Viborg-øl på terrassen, som det lykkedes mig at løbe mig til. Men jeg er med igen på Rømø næste påske.

På gensyn
Ulrika