Den årlige voksentræningsdag blev afholdt i OK SNAB lørdag d. 11. maj. Anja Skaarup har skrevet nedenstående levende beretning fra en dejlig dag i skovene ved Silkeborg. På billedet er det Anja, der slår ud med armene :)
"Det kom noget uventet. Et prik på skulderen. Jeg vendte mig om og mødte Jesper Fenger Grøn, der spurgte om jeg kunne tænke mig at være skygge til voksentræning d. 11 maj på de mellemsvære baner? Moi?! Mente han det virkelig alvorligt? Var han overhovedet klar over om jeg kunne magte det? Jeg, som ganske vist har løbet O-løb en hel del år, meeeen aldrig helt er blevet fuldstændig erfaren og rutineret på de svære baner. Hvordan skulle jeg kunne skygge? Mega pinligt hvis jeg bommer, tænkte jeg. Hvilken skandale for sporten!
Der skulle lidt overtalelse til. Især ungerne derhjemme var insisterende. Det kan du altså godt mor!! Således overgav jeg mig til denne rablende vanvittige ide.
Solen skinnede fra en skyfri himmel den lørdag i maj. Vi var indbudte til at begynde dagen kl. 9 i Snabs lokaler på stadion medbringende madpakke, vand og kaffe efter behov samt kompas.
Jeg var meget spændt på, hvem jeg mon skulle skygge. Alle fremmødte blev introduceret til dagens program og de skove vi skulle løbe i med de udfordringer banerne bød på i forhold til orienteringen. Kortene med dagens første bane blev delt rundt, og jeg blev introduceret til mine 2 “elever”. Herefter drog vi alle mod bilerne og fordelte os på bedste vis for at sætte kurs mod Silkeborg.
Formiddagens 1. etape var henlagt til Silkeborg Østerskov. Omgivet af de smukke Silkeborgsøer og oplivende maj-grønne træer. Stier fordelte sig rundt i den forholdsvist åbne skov med stedvist kuperet terræn. Man skulle altså ikke nødvendigvis knokle op og ned ad bakke hele tiden, men kunne i stedet tage mere moderate vejvalg med vekslende tætheder ind i mellem. Løberne spredte sig hurtigt i skoven og vores lille trekløver begav os afsted. Vi diskuterede hvert stræk mellem posterne og eleverne valgte selv hvilket vejvalg vi skulle tage. Vi lagde frisk ud med at begive os væk fra stierne og ind under træerne. Jeg gjorde opmærksom på indløbet til posterne og hvorledes dette fokus kan være en hjælp til at holde retningen, når man fortsætter mod den næste post, så man ikke kommer ud af kurs. Vi stoppede op ved de steder på kortet, der kunne fortælle os hvor langt vi var på vores stræk og efterhånden havde vi været forbi både post 1, 2, 3, 4.. Tiden gik. Nej, den løb! Der var aftalt en max-tid med Jesper, så vi ikke brugte for lang tid på banen. Efter post 4 noterede vi at selve orienteringen tog lidt tid, så vi kortede banen af for at nå mål inden det var for sent. Fra post 4 fortsatte vi derfor til post 9,10 og 12,13 og 14. Vi nåede mål 10 minutter inden max-tiden udløb. Pyha!
De andre løbere kom også i mål i minutterne herefter. Heraf nogle temmelig forpustede og med sved på panden.
En løber udbrød begejstret:” Sikke en bane! Sikke et tempo! Jeg har kun løbet begynderbaner indtil nu. Jeg skygger altid min datter til træning, så jeg har aldrig prøvet at løbe andet end begynder. Vildt at løbe helt uden for stierne og bare ind i skoven! Nu forstår jeg hvad sporten går ud på”. Snakken gik livligt mellem deltagerne, mens vi ventede på alle kom i mål.
Ved middagstid satte vi kurs mod Silkeborgs klubhus, som vi havde fået lov til at låne i anledning af dagen. Vi satte os alle sammen udenfor i solen og spiste den medbragte frokost sammen. Humøret var højt ligesom forventningerne til eftermiddagens udfordring.
Jesper introducerede os igen til næste etape og fortalte, at vi var på vej til en helt anden type skov, med et helt, helt anderledes terræn. Kortet blev vist frem. Gisp! En skov næsten uden stier!
Nu blev skyggerne byttet rundt, så vi fik nye “elever” til næste løb. Jeg blev spurgt om jeg ville skygge en deltager, som ikke ønskede at løbe sin bane, men i stedet gå. Det havde jeg ikke noget imod. Banen så meget sværere ud på selve kortet end den forrige, så jeg tænkte at det nok var en fordel at der var mere tid til orienteringen end hvis jeg løb og derfor ville overse detaljer. Det var klogt!
Eftermiddagens etape fandt sted i Hårup Sande. Sandelig en pragtfuld skov med en helt vidunderlig natur. Man skulle virkelig ikke tro skoven er dansk. Jeg følte mig hensat til den svenske skov og den danske hede! Slet ikke kuperet - i hvert fald ikke i den del af skoven, vi gik. Skovbunden var en stor grøn blød pude af mos med grene og kogler her og der samt tætte buske af lyng og blåbær under fyrretræer. Skovsyren bredte sig under løvtræer og store åbne enge ventede bare på at lyngen vil blomstre til sensommer. I Silkeborg vil man forvente den mørke tunge våde lerjord vi kender her fra Vejle. I Hårups Sande er det tiders sandflugt der har sat præg. Vores kort havde næsten ingen stier, men tætte højdekurver slyngede sig utrætteligt overalt på kortet til trods for at skoven næsten er helt flad! Her skulle vi koncentrere os om de små detaljer i naturen for ikke at komme på afveje. Kortet var i øvrigt næsten kun hvidt. Ikke noget med at pejle efter vækstgrænser. Vi blev fra starten udfordret. Post 2 drillede. Hvor pokker var den? Vi var sikre på at vi var lige i nærheden. Efter tids søgen mellem punkthøje besluttede vi at ændre på strategien. Vi så en sø forude og forlod helt området. Fra søen nærmede vi os igen det sted på kortet, hvor posten skulle stå. Voila! Endelig fandt vi den. Efter post 3 bommede vi. Vi glemte at holde retningen, da vi forlod posten og tog derfor fejl af hvor vi var på kortet, da vi satte en ny kurs. En traven frem og tilbage fik os igen på ret kurs. Vi fandt tilbage til sidste sikre udgangspunkt og rettede op.
Da vi nåede til post 11 mødte jeg mine “elever” fra formiddagen med deres nye skygge. En virkelig rutineret O-løber. De kunne ikke finde post 10. På det tidspunkt følte jeg mig virkelig professionel, da vi stolt udpegede postplaceringen. Især fordi vi på strækket til post 11 sandelig havde overgået os selv: kortet viste nogle virkelig tæt tegnede højdekurver i et terræn uden markante højder. Vi blev enige om, at vi vistnok gik i en slugt med kurs mod en grydeformet lavning med en udløber på den nordvendte side. Og der stod posten. Gemt bag et træ! Vi snakkede med de andre om, hvilken strategi der var sikker for at finde post 10, som var svær at finde for dem. Den stod på en lille høj gemt lidt væk fra en lysåben eng med spredte væltede træer. Vi havde fundet frem til et væltet træ tæt ved postangivelsen, vendte kortet så vi havde træet i ryggen og gik lige til posten. De andre var løbet ind fra en anden retning.
Vi sluttede banen her. Vi var nået godt ud på eftermiddagen, og tiden snart udløbet. Vi gik til parkeringspladsen ret godt tilfredse med vores indsats. Jeg gik og tænkte på, hvor sjovt det hele havde været. Jeg havde ganske vist ikke sprunget afsted som en hjort i fuld galop under skovens grene. Hjernen havde til gengæld fået masser af motion! Alle havde bare deltaget med godt humør, flere kom i mål med masser af indtryk og begejstring. Vejret var bare så dejligt og skoven så smuk. Jeg havde mestret et kort næsten uden stier! Jeg var løftet af stolthed. Hvor var det godt at jeg havde overgivet mig til denne fuldstændige rablende vanvittige ide! Hvornår skal vi afsted næste gang? Kommer du også med? Du sku´ taˋ og prøw.. "