Onsdag før efterårsferien markerede traditionen tro afslutningen på sommersæsonen. Sæsonafslutningen er altid festlig i OK Snab, og i år havde Amanda og Kaj lavet sjove og anderledes udfordringer til både store og små.

Til børnene var der en parløbsstafet omkring Kirkebakkeskolen, hvor man skulle skiftes til at flytte en genstand fra post til post. Banen bød på mange trappe-højdemeter!

De voksne - og store børn - blev kastet ud i en gang labyrint-O, hvor man skulle dyste på en dobbelt-labyrintbane, mand mod mand (m/k) i en knock-out konkurrence.

Her stod Jeppe E og Henrik U til sidst over for hinanden i finalen, hvor Jeppe trak det længste strå som klubbens første labyrint-O-mester!

I klubhuset blev der efterfølgende hygget med pizza og festlig overrækkelse af træningsdiplomer og -flidspræmier til mini'erne, flidspræmier til begynder/let samt mellemsvær/svær ungdom (de ville ikke fotograferes) samt endelig overrækkelse af medaljer til de mange Snab-løbere, der i begyndelsen af september havde vundet medaljer til DM Stafet. Dengang var der lidt knas med tidtagningen, så medaljerne blev ikke overrakt på dagen.

Tak for en god sommer, der fløj afsted. Vi ses til klubtur, klubmesterskab, klubfest, vintertræning, natløb, ungdomskurser mm...