Elite Vejle giver en meget værdifuld økonomisk støtte til Magnus Dewetts deltagelse i elitesamlinger og udvalgte løb, samt til at Magnus kan disponere over en rigtig god pandelampe.
Med overskriften "Nu lysner det for idrætten i Vejle" har Elite Vejle udsendt følgende pressemeddelelse:
Den 16-årige orienteringsløber, Magnus Dewett, får nu hjælp til at komme til tops. En lysende gave gør det muligt for ham at træne i den mørke vintertid og dermed forbedre resultaterne.
- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu får en pandelampe, for så kan jeg træne på alle tider af døgnet. Og så er jeg da stolt over at modtage støtten, siger Magnus Dewett fra orienteringsklubben SNAB i Vejle om gaven fra Elite Vejle.
Magnus Dewett har i 2011 skabt flotte resultater. Han blev dansk mester i Sprint orientering for herrer i aldersgruppen 15-16 år og vandt sølv ved de danske mesterskaber i Nat-orientering og bronze ved de danske mesterskaber i Lang og Ultra Lang distance. Magnus deltog ved ungdoms Europamesterskabet, hvor det blev til en 10. plads i et stærkt felt. Magnus har senest fundet vej til det danske U16 landshold, og landstræneren mener, at Magnus er en, man skal holde øje med.
- Magnus har i løbet af det seneste år etableret sig som en af Danmarks bedste løbere i sin aldersgruppe. Det har vi belønnet med en udtagelse til det danske U16 landshold. Og her er Magnus med som den yngste løber, og han har tilmed et kæmpe udviklingspotentiale, fortæller landstræner Lars Lindstrøm.
EliteVejle har også lagt mærke til potentialet.
- Det er dejligt vi kan være med til at støtte et ungt talent, som udviser en sjælden modenhed og afklaring i forhold til sin satsning. Og Magnus udvikling det seneste år lover godt, siger Per Olesen, som er formand for Eliteidrætsrådet i Vejle.
- Et af vores vigtigste formål er at støtte de lokale idrætstalenters udvikling. Og i 2012 går mere end en halv million kroner direkte til det formål, slutter Per Olesen.
Det med at finde vej er noget Magnus er rigtig god til. Han har løbet orientering, siden han var lille.
- Jeg begyndte, fordi både mine forældre og bedsteforældre løb orientering, så det ligger i generne. Men jeg synes også, det er sjovt og udfordrende, siger Magnus, der træner hver dag, og i løbet af ugen bliver det til 10-12 timers træning.
- I weekenderne kører vi nogle gange til andre områder for at løbe i fremmed terræn. Det er vigtigt for min udvikling, fortæller Magnus.
Formanden for Eliteidrætsrådet, Per Olesen overrækker her en pandelampe til den talentfulde orienteringsløber Magnus Dewett.