I midten af august samlede Europas bedste orienteringsløbere sig i Ungarn 1 time vest for Budapest i området omkring Mór. Der skulle løbes EM i orienteringsløb og blandt det danske hold var 5 snabbere på plads. Magnus Dewett, Linus Agervig Kristiansson, Ida Agervig Kristiansson, Malin Agervig Kristiansson og jeg. Forberedelserne til mesterskabet startede i foråret, hvor vi var med landsholdet på træningslejr i området og fået en fornemmelse af, hvad der ventede os i varmen. På EM-programmet var mellem kvalifikation, mellem finale, langdistance og en velfortjent hviledag, inden mesterskabet afrundedes med en stafet.
Vi fløj derned et par dage inden mesterskabet begyndte, og det var lidt af et varmechok. For ja, det var rigtig varmt. De første dage blev der brugt mange timer i poolen, hvor vi boede, for at få afkølet kroppen, spillet GRIS og minglet med andre nationer.
Første distance var en kvalifikation til Mellemdistancen. Jeg vidste, at det krævede et fornuftigt løb for at tage mig videre. Med fint løb uden større fejl sikrede jeg mig en finale plads sammen med samtlige øvrige danske piger og Magnus og Elias af herrerne. Puha, det var lidt en lettelse!
Mellemdistancen var hård, lang og brutal. Der skulle orienteres på stejle skrænter med mange små styp. Generelt blev der lavet mange fejl og de færreste kom i mål med en god følelse efter løbet. Selv havde jeg en god start, og henter en schweizer og svensker. De havde ikke så godt styr på det, og jeg var ikke selvstændig nok til at ikke blive trukket med i store bom med dem. Øv! Jeg endte som nr. 41, og det er top 40, som får World cup point, så jeg er opsat på revanche og vil løbe for at indkassere mine første World cup points næste gang! Generelt var stemningen lidt tynget i danskerlejren efter flere kiksede løb, men det var tid til at se fremad. Om aftenen blev der ladet godt op med store portioner pasta, for morgendagen bød på langdistance.
På minimal opvarmning og med flere geler i lommerne blev vi sendt ud i samme kuperede ungarske skov, der også lagde terræn til mellemdistancen. Jeg havde indstillingen om at tage en post ad gangen og kæmpe på hele vejen. Jeg vidste, at vejvalgsstræk ville blive afgørende, så jeg tog mig god tid til at vurdere mulighederne. Banens første langstræk til post 5 krydsede flere dybe raviner, og selvom jeg kiggede bredt, var der ikke noget oplagt udenomsvejvalg. Så jeg besluttede mig for at løbe lige på, om ikke hurtigst var det i hvert fald det korteste. Der skulle forceres over 600 højdemeter på banen, og jeg nåede da også at tænke undervejs, at jeg håber, at mine mange løbeture op og ned ad Vejles skrænter bare har kommet mig lidt til gode! Generelt var posttagningerne ret lette, så det blev en meget fysisk betonet langdistance. Ved post 14 fik jeg et ubehageligt møde med hidsige hvepse, der stak mig flere steder. Jeg blev hylet helt ud af den og efter at være nede og sidde og var kommet til hægterne igen, besluttede jeg mig for at bryde løbet. Det var selvfølgelig ærgerligt, men jeg håber på at muligheden byder sig igen. Vi kunne dog glæde os over en bedre dansk dag, hvor bl.a. OK Snabs Ida AK viste at sprintformen også kan levere gode resultater i skoven! Hun placerede sig som nr. 27.
Den tiltrængte hviledag blev primært brugt i horisontalt leje. Vi hvilede og var i poolen. Ida, Malin og jeg kunne ikke dy os for en tur ud i model event terrænet for stafetten. Ida AK, Malin og jeg udgjorde nemlig Danmarks andethold. Yay! Holdopstillingen blev diskuteret, men vi kom overens om at den mest konkurrencedygtige kombination var Ida på førstetur, jeg på anden og Malin som ankerkvinde på sidsteturen. Vi var nervøse op til start, men Ida lagde stærkt fra land og løb en rigtig god førstetur! Terrænet var mindre ekstremt og mere “danskervenligt”, og der blev bommet en del. Ida vekslede til mig med ordene: “Kompas, Eva!”. Jeg fik mine første poster rigtig godt, og selvom tempoet var rigtig højt, kunne min orientering godt følge med. Gruppen blev mindre, og jeg bevarede fokus på mig selv og mit eget kort. Da jeg nærmede mig publikumspassagen, var jeg ved at være godt brugt. Fra karantænen kunne vi fornemme fra herrestafetten, at der blev lavet en del fejl på den sidste runde, så jeg satte tempoet lidt ned og tog banens sidste poster mere forsigtigt. Det var så dejligt at løbe i mål helt udmattet til et heppende publikum og sende Malin i skoven som 6. nation. Det lynede og tordnede, da Malin var i skoven, men hun holdt hovedet koldt og vi afsluttede stafetten som 7. nation. Det er da lidt sjovt at tænke på, at OK Snab uofficielt har det 7. bedste stafethold i Europa! Det tegner i hvert fald godt indfor DM Stafet om 2 uger…
Om aftenen var der Øl stafet, og her fik danskerne vist, hvad vi (også) er gode til ;-) Banketten var sjov, og alt i alt var det en rigtig god uge i Ungarn med det danske hold!
Tak for alle søde hilsener og beskeder. Glæder mig til at se jer til orienteringsløb i den danske efterårsskov.
Kh Eva <3