Dette års EM i orienteringsløb, EOC 2024, har sikkert haft ekstra stor bevågenhed fra mange Snab'ere. Der var nemlig ikke mindre en 5 snab'ere udtaget til landsholdet, så det var altså "ekstra" rigtig spændende.

To af Snab'erne har haft deres daglige gang i klubben gennem hele deres o-løbs karrriere - nemlig Magnus Dewett og Eva Örnhagen Jørgensen (for sidstnævnte var det også Senior-landholds debut) - de 3 andre Snab'ere: Linus, Malin og Ida Agervig Kristiansson, har vi haft fornøjelse af at kende de senere år. 

På Mellemdistancen lykkedes det i første omgang både Magnus, Eva og Ida at kvalificere sig til finalen, som i den grad viste tænder med høje temperaturer, hårdt terræn og lige så hård konkurrence. Magnus blev bedste danske herre, og Ida og Eva kom på hhv 42. og 41.plads. På Langdistancen løb Ida sig til en superfin 27.plads - godt nok i nyt terræn, men stadig høje temperaturer, der gav ekstra udfordring på banen. 

Men med en dags hvile stod hele landsholdet klar til den afsluttende stafet tirsdag d. 20.aug - på damesiden var det et rent Snab-hold med Ida, Malin og Eva som Danmark 2, hvilket jo virkelig øgede interessen og spændingen. Linus og Magnus kom på hvert sit herre-hold, hhv Danmark 1, førstetur og Danmark 2, andentur. Linus løb en helt igennem godkendt førstetur og sender næste løber ud som nr 15 -. Magnus løber et virkelig godt løb og sender sin sidsteløber ud som nr 33, hvilket i sidste ende rækker til en 27.plads. 

På dame-siden endte man som Snab'er næsten helt ude på stolekanten. Ida er førsteløber, og har helt styr på orienteringen og tempoet, og kan derfor sende Eva ud som nr 15. Eva løber en fantastisk andentur og rykker Danmark 2-holdet helt op på en 7.plads. Malin holder stilen som sidsteløber og kan i sidste ende løbe Danmark 2 ind på en flot flot 7.plads.

Læs alle DOF's artikler om EOC-dagene her.

Vi glæder os allerede til næste gang vi skal se landsholdet i aktion

ida eoc24malin eoc24eva eoc24