Sæt et STORT X i kalenderen
så du er sikker på at komme med til alle årets divisionsmatcher.

Vi gør som altid et ekstra nummer ud af hygge på stævnepladsen med klubtelt, Snab-banner og ikke mindst kaffe/sodavand og kage til alle. Tag hele familien i hånden og brug dagen sammen med dine allerbedste klubkammerater

Er det din første divisionsmatch?
Så kan der godt være brug for en lille forklaring.

Divisionsturneringen er der, hvor vi samlet kæmper for klubbens placering blandt andre klubber i Danmark, så fra et klubperspektiv kan man roligt sige, at divisionsmatcherne er årets højdepunkter!

I divisionsmatcherne kæmper vi klasse for klasse mod hver af de andre klubber. Derfor er det SUPER vigtigt, at vi stiller med så stort hold som muligt og har løbere i alle klasser, lige fra de yngste til de ældste. Og meget vigtigt: Man kan ikke få minus-point! Alle point tæller positivt, så man skal ikke være nervøs for at trække klubbens placering ned! Ofte er det faktisk de sidste små point, som nogle af vores børneløbere får, der gør, at vi lige netop slår en af de andre klubber.

Der er to indledende runder, hvor vi kæmper mod de andre 1.divisionsklubber i Sydkredsen. De to bedste klubber fra de indledende matcher går videre til finalen (også kaldet DM Hold), hvor der kæmpes imod de to bedste klubber fra hhv. Nordkredsen og Østkredsen.

Divisionsmatcherne er rigtig gode at starte med, når du skal ud til dit første stævne. Der er fokus på hygge og klubfællesskab mere end på benhård konkurrence. Der er altid mange Snab’ere med, så det er nemt at få hjælp til hvordan tingene foregår. Hvis du har brug for kørelejlighed eller skygge til børnene, finder vi også altid en løsning på det.

Lone Rasmussen sætter vores hold, så vi er bedst muligt dækket i alle klasser. Derfor skal du helst tilmelde dig i O-service 1-2 dage før tilmeldingsfristen. Er du i tvivl om din klasse, så spørg meget gerne Lone eller en af trænerne