EliteVejle, strategi arbejde, generalforsamling og stævner 2013
Her ved nytår er det tid at gøre status over året der gik. I Snab kan vi se tilbage på et fantastisk år med mange flotte sportslige resultater både individuel og i divisionsturneringen, hvor vi igen vandt i Sydkredsen og kom i finalen. Men alt dette kan du læse om i beretningen som bliver udsendt i god tid inden generalforsamlingen, som bliver afholdt tirsdag den 29. januar. På generalforsamlingen glæder vi os også til at kunne præsentere Snab’s nye politik og strategi, som vi har arbejdet med det sidste godt halve år. Nogle tænker måske hvorfor bruge tid på det, da det nok bare ender i en mappe og samler støv. I første omgang gør vi det fordi, det er en forudsætning for at fortsætte i EliteVejle. EliteVejle stiller disse krav, fordi erfaringen viser, at skal en klub udvikle sig og tilbyde rammer, hvor der skabes gode sportslige resultater, så kræver det, at man aktivt forholder sig til, hvad det kræver og hvordan man vil opnå de ønskede resultater. Med en klar politik og strategi, så håber vi at synliggøre hvilken klub, det er vi ønsker og hvilke forventninger, vi kan have til hinanden. Strategien og den afledte handlingsplan skal også gerne blive en stor hjælp i vores ungdoms og talent arbejde i klubben, så vi kan fastholde den gode sportslige udvikling.
EliteVejle har netop forlænget deres aftale med team Danmark for de næste 4 år. TVO (Team Vejle Orientering) er fortsat med, hvilket bl.a. kræver at DOF kan stå inde for vores sportslige niveau, men det har ikke været et problem, da vi kun har fået ros og anerkendelse for vores arbejde fra DOF. Selvom EliteVejle har meget fokus på OL medaljer til Vejle i 2016, så har vi ikke haft problemer med at blive godkendt. Her har det selvfølgelig hjulpet godt, at DOF af Team Danmark bliver fremhævet som et mønster forbund og netop er blevet klassificeret i den øverste støttekategori – Verdensklasse.
Deltagelsen i EliteVejle betyder hjælp til klubudvikling og økonomisk støtte til vores unge talenter, men det betyder også støtte til opgaver, som vi formentlig aldrig kommer til at kunne løfte alene hverken økonomisk eller organisatorisk. Det gælder f.eks. de sportspsykologiske kurser, der bliver tilbudt både løbere og trænere i TVO. Næste år bliver tilbuddene udvidet med støtte til sportsskade forebyggelse/behandling.
Generalforsamling
I bestyrelsen har Ditte (arrangement udvalget) og Jakob (kasserer) ønsket en pause fra bestyrelsesarbejdet pga. deres civile arbejde.
Det er utrolig vigtigt at disse 2 poster i bestyrelsen bliver bemandet, så alle opfordres til at overveje om det ikke er tid til at tage en periode med bestyrelsesarbejde og melde sig som kandidat.
Uden kasserer kan vi ganske enkelt ikke køre en klub. Hovedopgaverne er at føre klubbens regnskab, medlemskartotek og opkrævning af kontingent. Opgaverne kan udføres når det passer dig og kræver ikke en stor erfaring med orienteringsløb. Bemærk at al afregning omkring åbne løb og løbskontoen håndteres af løbstilmelderen.
Uden arrangement udvalg, så mister vi meget af det sjove og sociale. Hovedopgaverne er at organisere fællesspisning, klubfest og klubture. Det er ikke vigtigt at du ved en masse om orienteringsløb.
Heldigvis har både Ditte og Jakob lovet at give en solid indføring og støtte indtil du er selvkørende. Er du interesseret, men vil gerne vide mere, så kontakt dem eller mig.
Stævner 2013
I 2013 skal Snab lave Vejle stafet den 9. juni i Højen og et B-løb i Sønderskoven den 6. oktober. Til B-løbet er Kaj stævneleder for at få mest mulig rutine frem mod DM i 2014. Vi ønsker flere med erfaring som stævneleder og vil derfor opfordre dig, som ikke tidligere har været stævneleder til at byde ind på opgaven. Det kan evt. være sammen med en erfaren stævneleder, hvis du ønsker det.
Har du mere lyst til at være banelægger eller banekontrollant, så kan du nå det til begge løb.
Det vil være dejlig at få bemandingen på plads uden opsøgende arbejde, så meld gerne hurtig tilbage.