Klubanalyse, kommunikation, o-dragter, spændende løb .....
Vi er i gang med et nyt år, hvor klubudvikling, TVO, nye klubdragter og masser af spændende løb,
er noget af det, som kommer til at præge året. Den 30. januar har vi generalforsamling og her har vi
brug for at høre din menig om Snabs fremtid, men hører selvfølgelig også gerne kommentarer til
året der gik.
Snabs deltagelse i Elite-Vejle betyder at klubben i efteråret har fået lavet en klubanalyse, som
sammenligner Snab med en mønster klub på en lang række punkter. Analysen gennemføres fordi
erfaringer fra andre kommuner viser, at støtte til eliten ikke har værdi på sigt, hvis ikke
organisationen bag eliteudøverne er gearet til en elite satsning. Bestyrelsen har set det som en god
chance for at få et professionel bud på, hvordan vi løser vores opgaver og ikke mindst får et godt
grundlag for at videreudvikle klubben. Grundlæggende viser analysen, at vi har en velfungerede
klub, hvor den daglige drift kører uden de store problemer. Analysen viser også at handlingsplaner,
spilleregler, strategier, mål og beskrivelse af arbejdsprocesser ikke er noget, der findes meget af i
Snab, hvilket gør os afhængige af nøgle personer og virker som en barriere for at nye kan tage over
eller opgaver kan uddelegeres. I bestyrelsen har vi valgt at prioritere dokumentation af
arbejdsbeskrivelser, så derfor er vi startet med at liste alle arbejdsopgaver og stillet dem op i en
årsplan. Efterfølgende vil vi dokumentere de væsentligste af dem i prioriteret rækkefølge.
Et andet punkt analysen peger på er kommunikation, hvor det slår igennem, at vi ikke har et
kommunikationsudvalg. Vi får godt nok fint lagt nyheder på hjemmesiden og sendt artikler om
sportslige resultater til VAF, men der er flere opgaver, som kan løses endnu bedre, så derfor søger
bestyrelsen medlemmer, som kunne tænke sig, at arbejde med kommunikation i Snab. Her er nogle
af de opgaver, som vi gerne så udvalget arbejde med.
• Opdater indhold og design af hjemmesiden til 2010 look.
• Løbende videreudvikle hjemmesiden
• I samarbejde med udvalgene sikre at hjemmesiden altid er opdateret.
• Lave PR materiale om O-sport og Snab, hvilket kunne være små artikler til lokalblade eller
VAF.
• Lave brochure og informations folder.
• Informere om stort og småt af almen interesse via hjemmesiden og små nyhedsbreve.
Vi søger medlemmer som har interesse for et eller flere af følgende områder:
• Hjemmesidedesign, så det ser godt og præsentabelt ud
• Administrator, som kan løse den tekniske del omkring en hjemmeside
• PR, som kan præsentere o-sporten og Snab på en god måde.
• Skribent, som kan skrive små artikler og hjælpe andre med indlæg.
Vi planlægger en klubaften om banelægning til marts, så hold øje med indbydelsen på
hjemmesiden.
36 har købt de nye overtræksdragter fra Trimtex og jeg får rigtig mange positive kommentarer til
dragterne fra både ejere og andre. Vi arbejder også med valg af ny orienteringsdragt, hvor 3
designforslag er lagt på hjemmesiden. Jeg fik desværre i en nyhedsmail skrevet at 31. december var
sidste frist for at give din menig tilkende, men det er 31. januar. Der er kommet en del stemmer og
mange nyttige kommentarer. Ca. 2/3 stemmer på design nr. 2 og kun en enkelt på nr. 3, så
tendensen er klar. Nogle synes, det er sejt med kurverne på model 1, men de fleste tror, at noget
mere klassik vil være at foretrække i længden.
En del er i mod buerne og det hvide på bukserne, som får dem til at ligne for meget ridebukser,
desuden er der flere knap så flatterende bud på hvordan det hvide ser ud efter et antal mosebesøg.
Uanset design så bliver det muligt at købe med både korte og lange ærmer og det samme for
benene, det bliver desuden muligt at købe en speciel dansk buks(til brændenælder). I øjeblikket
diskuteres/undersøges muligheden for sponsor støtte eller klubtilskud, hvilket du kan kommentere
på generalforsamlingen. Har du kommentarer til design eller endnu bedre har du kontakt til et firma,
som ønsker at styrke deres grønne profil med et sponsorat på vores nye dragter, så hører vi meget
gerne om det i bestyrelsen.
Sidder du i kulden og drømmer om grønne skove og sommerferie, så bemærk lige at der den
kommende sommer er usædvanlig mange spændende løbstilbud i forbindelse med sommerferien og
alle er placeret tæt ved strand og vand.
Det starter med vestjysk 2-dages i Husby den 26-27. juni i Husby(ved Vedersø Klit). Et løb som
helt sikker vil samle mange SNAB’ere.
Danmark er værter ved Junior WM(også kaldet JWOC) i Nordjylland den 4-10. juli og det er
arrangeret, så du både kan følge de unge talenter og komme ud at løbe på de samme kort.
Den 15-17. juli kan du kombinere et besøg på den dejlige ferieø Læsø med Læsø 3-dages.
Den 10-14. august er der mesterskaber for skovejere fra hele Europa, men selv om du ikke ejer en
skov, så er der mulighed for at løbe publikumsløb, hvor du får mulighed for at løbe i nogle af de
bedste skove ved Nymindegab.
Vil du have udfordringer i svensk terræn, så er verdens største o-løb O-Ringen en mulighed den 24-
30. juli. Her er familierne Jørgensen, Gammeljord og Busch allerede tilmeldte og Flemming
fortæller gerne om løbet og hjælper med tilmeldingen.
Men mange kan heldigvis slet ikke vente til sommer med at komme ud og løbe, så der er allerede 29
tilmeldte til klubturen den 13-14 marts til nordjysk 2-dages.
Endelig skal du huske Påskeløbet, som i år er dejlig tæt på med alle 3 etaper i Frederikshåb.
Til august er det 2 år siden vi sidst var på klubtur til vores svenske venskabsklub Rydboholm, hvor
vi havde en helt fantastisk tur, som vi aftalte at gentage hvert andet år. I år vil det passe godt med
den 18-19. september, da Rydboholm har løb og der ikke er væsentlige løb i DK. Du må gerne
tilkende give over for Helle om du er interesseret.