Formandens nyhedsbrev blev sendt ud til alle medlemmer i slutningen af 2017. Her ligger det nu også klar på hjemmesiden:
Så er der ikke lang tid til 2018 og dermed en masse nye orienteringsaktiviteter.
2017 har været et rigtig godt år for klubben, og 2018 bliver helt sikkert endnu et godt år. Det er jeg sikker på, fordi vi har en stor stab af meget engagerede medlemmer, der gerne byder ind med både stort og småt. Det er et stort arbejde at drive en orienteringsklub, men heldigvis kan vi fordele arbejdsbyrden på mange skuldre. Vi er i bestyrelsen glade for den store opbakning vi møder fra medlemmerne når opgaver skal løses. Tak for det.
I den kommende beretning forud for generalforsamlingen, vil vi redegøre for året der er gået, så her i dette nyhedsbrev vil jeg kun kigge fremad og fortælle lidt om hvad der venter, primært i det kommende halve år.
Klubaktiviteter
Som nævnt har vi snart generalforsamling. Det er d. 31. januar. Vi håber på, at du sætter kryds i kalenderen. Det er en god mulighed for at få blive opdateret på, hvad der foregår i klubben, og du er selvfølgelig mere end velkommen til at give din mening til kende.
Træningsmæssigt er der hver lørdag i årets tidlige måneder mulighed for at være med til vores fælles træningsløb arrangeret sammen med de andre trekantklubber. Vi arrangerer selv træningsløbene d. 6 januar i Nørreskoven og d. 20. januar i Haraldskær. I Nørreskoven kan der deltages i vintercuppen, mens vi ved det andet løb i Haraldskær får mulighed for at løbe i en nytegnet del af skoven. Jeg vil opfordre så mange som muligt til at udnytte dette træningstilbud her gennem vintermånederne, hvor der ikke umiddelbart er så meget andet. I øvrigt holder Horsens Orienteringsklub også træningsløb om lørdagen, men det gør de hele året rundt. Vi er velkommen til at deltage (for et mindre beløb), og specielt når vi kommer hen i forårsmånederne, hvor vi ikke selv længere har vores trekantstræningsløb om lørdagen, kan det måske være attraktivt.
Foruden de nævnte træningsløb på lørdage er der flere andre muligheder i de kommende måneder. Hvis vi kigger lidt til Nordkredsen er der bl.a. langdistance-o-løb (Vinterlang), NightChamp og andre natløb. I Sydkredsen er der også natløb (Natcup Syd), når vi kommer frem til marts. Første ”rigtige” åbne løb i Sydkredsen er i Jelling Skov d. 18/3. Herefter er der mange forskellige tilbud helt frem til sommerferien. I maj kommer vi f.eks. til sprintsæsonen med Fynsk Sprint Cup og DM i Sprint. Der er masser at glæde sig til!
Ungdomsudvalget har planer allerede i forbindelse med træningsløbet d. 6. januar. De inviterer til bowling efter løbet. Mens de voksne holder pause om onsdagen her i vintermånederne, fortsætter de flittige unge med onsdagstræning vinteren over. Første gang d. 10. januar. Hen på sæsonen vil trekantklubberne på hverdagsaftener igen i år arrangere Trekant-O for de yngste ungdomsløbere.
For de voksne gentages voksenlæringsturen, den er dog ikke planlagt endnu. Der arbejdes på at få stablet en kursusaften med banelægning på benene, sandsynligvis d. 14. marts. Klubmesterskaber Nat ser ud til at blive d. 28. februar i Grund Skov. Mere om disse aktiviteter meget snart.
Vores sædvanlige træningsaktiviteter på onsdage vil komme til at køre på nogenlunde samme vis som i 2017. Træningsstart bliver d. 4. april. Her vil også sidste års succes fortsætte - træningstilbuddet til de helt små, minitræningen.
Vi har i foråret planer om to klubture. Den ene er i forbindelse med påskeløbene på Fanø. Her har vi forhåndsbooket et antal lejligheder på Hotel Danland. Til Nordjysk 2-dages i marts måned, vil vi også gerne have mange med og foreslår overnatning på Danhostel Skagen eller Hotel Skagen Strand.
Divisionsturnering 2018
Vi vil igen i 2018 prioritere divisionsturneringen højt. Dels vil vi jo gerne gentage succesen med at blive vinder i Sydkredsen, men det er endnu mere fordi vi gerne vil prioritere det sociale. Vi håber at vi kan få endnu flere med i 2018! Første gang vi skal i ilden er d. 15. april, hvor vi skal til Krengerup på Fyn. Anden gang er d. 2. september i Trelde. Sæt allerede nu to meget store og tydelige krydser kalenderen disse to dage. Finalen løbes i St. Hareskov på Sjælland d. 7. oktober, og her skal vi selvfølgelig også af sted – på bustur alle mand.
Arrangementer 2018
I 2018 har vi sat vores traditionelle Vejlestafet på pause. Grunden til dette er, at vi skal arrangere Midgårdsormen 26. august. Vi synes ikke, at vi vil stå med to stafetter samme år. Desuden er vi ikke tilfredse med det faldende deltagerantal til Vejlestafetten, så det er en lejlighed til at prøve noget nyt. Peter Skov er stævneleder og Morten Schou er banelægger og planlægningen er begyndt. Løbet bliver afholdt i Hastrup Plantage og bliver helt sikkert fornøjeligt at være med til som arrangør.
Inden sommerferien skal klubben afvikle sit første rigtige sprint-løb. Det er JFM-Sprint, som skal afholdes i Brejning. Kortet er nytegnet af Poul, og Kate og Kaj står klar som hhv. stævneleder og banelægger. Datoen er sat til d. 1. juni. Det bliver godt at få lidt erfaring med sprint.... Vi står jo med et noget større arrangement i 2020!
Find vej Dagen 2018 vil blive afholdt lørdag 5. maj med Charlotte som stævneleder.
WOC 2020
Forberedelserne til verdensmesterskaberne er stille og roligt begyndt, men der er mange ting der skal falde på plads inden de egentlige, konkrete forberedelser for alvor kan komme i gang. Vi fornemmer stor entusiasme, og at mange gerne vil yde en indsats, hvilket er meget glædeligt.
Med håbet om et godt 2018 for OK Snab!
Hilsen Flemming