Vi var en flok på 23 friske SNAB’ere, der i weekenden 19. – 20. august deltog i både DM Mellem og Midgårdsormen. Mødet med udfordringerne i skovene sydøst for Slagelse - og ikke mindst samværet på stævnepladsen - blev en rigtig god oplevelse!
OK Sorø var arrangør af stævnet, hvor man havde slået de to begivenheder sammen for at få flest mulige deltagere. 700 løbere var med, og trods den ustadige sommer var vi heldige med vejret, som stort set holdt tørt.
Lørdag var Snabs resultater tilfredsstillende, især i betragtning af, at flere medaljeaspiranter måtte scratche pga. sygdom. Hverken Ulrika eller Eva stillede op lørdag og Morten løb for halv kraft. Til gengæld forsvarede Axel og Flemming OK Snabs (og familien Ørnhagens) farver ved at vinde guld i H10 og H50. Stort tillykke!
Ungdomsløberne fra Snab gjorde i det hele taget en god figur. Agnes blev nr. 8 i D10, Olivia nr. 12 i D12, Jeppe en flot nr. 5 i H16 - blot 40 sekunder fra bronzemedaljen, Felix og halvsyge Morten blev henholdsvis 12 og 13 i H16 og Thomas nr. 19 i H20.
Hos seniorerne løb Kristian Blok sig til en absolut godkendt 17. plads i eliterækken H21, hvor han manglede godt 5 minutter i forhold til landsholdsløberne på podiet. Det fører for vidt at nævne alle øvrige voksne, men jeg kan fremhæve Ditte med en 4. plads i D40 og Helle med en 5. plads i D60. Hos mændene blev Martin nr. 9 i H40 mens Jesper med en 6. plads blev bedst placerede Snab’er i H45.
Den traditionsrige stafet Midgårdsormen (som OK Snab i øvrigt skal arrangere til næste år) blev afviklet lørdag aften og søndag. Snab stillede med to hold. For Snab 1 løb Jesper og Martin de to første ture lørdag aften efter mørkets frembrud, og for Snab 2 var det Jens og Michael, der var i skoven med pandelamper. Søndag morgen kl. 9 fortsatte stafetten med jagtstart, hvor unge Jeppe og Felix samt Martin var de første i skoven for Snab 1. De blev sendt afsted 12 minutter efter det førende hold. For Snab 2 var Kate, Peter og Helle først afsted, 20 minutter efter de førende.
OK Snab 1 var som ventet det stærkeste Vejle-hold og lå på 8. pladsen, da Flemming og siden Jens Christian og Victor blev sendt afsted. Længere tilbage i feltet blev Lars sendt ud på 6. tur for Snab 2, fulgt af Michael og Jens, der lige skulle have rystet aftenens løb ud af benene. Her om søndagen var Eva og Ulrika klar til at løbe det sidste sygdom ud af kroppen og gøre arbejdet færdigt for Snab 1 på 9. og 10. tur. I skrivende stund ser det ud til at række til en 7. eller 8. plads, men der var problemer med tidtagningen, så den endelige stilling er ikke bekræftet. For Snab 2 var det Ditte og Henning, der lukkede og slukkede efter en rigtig fin dag i skoven.
Som relativ ny i sporten må jeg sige, at mødet med DM var en blandet og lærerig sportslig oplevelse. Langt hen ad vejen gik det godt, men min manglende erfaring i skadesbegrænsning gjorde, at et bom kom til at koste alt for mange minutter. Belært af fejlen kom jeg meget mere sikkert i gennem mine 7 svære km i Midgårdsormen, så den del af festen blev en fantastisk god oplevelse. Og som ikke kom til at koste holdkammeraterne dyrt! Tak for en dejlig weekend.