I SNAB er vi fælles om vores passion for orienteringssport.

Orienteringssport er mere end løb og evnen til at finde vej. Det er turneringer, stafetløb, klubture, fællesspisning og andre klub-aktiviteter for alle. Vi prøver os selv af som gruppe og fællesskab, og vi er stolte af det vi kan præstere individuelt og sammen. Denne stolthed er en drivkraft i vores – til tider – meget ambitiøse mål om at placere os blandt de bedste. Desuden er det sundt – for krop, forstand og sjæl.

Orienteringsløb er en familiesport, og OK SNAB ønsker at skabe o-løbere for livet. Alle skal føle sig velkomne og være taget godt imod og have mulighed for at deltage i klubbens træning og arrangementer. Fællesskabet i OK SNAB er forpligtende. Som medlemmer møder vi op, deltager, bidrager, udviser fleksibilitet og ansvarlighed, og tager del i både det sure og det søde.

Om klubben – hverdag og fest

Vores ugentlige fællestræning er hjertet i klubben. Det er her vi mødes på tværs af alder og niveau: børn, unge, voksne og eliteløbere (når de er hjemme) – og dyrker vores fælles passion.

Banelægning, tidsregistrering, postindsamling m.v. fordeles mellem klubbens medlemmer. Selv som ny i klubben, bliver man hurtigt involveret i at hjælpe til med alt fra madlavning til postindsamling – det synes vi er den bedste måde at blive en del af fællesskabet. Vi har dygtige engagerede trænere på børne- og ungdomsholdene og er én af de drivende kræfter i Talent og Elite-arbejdet omkring orienteringssporten i Trekantsområdet. Fik vi nævnt at vores ugentlige træningsløb tilmed er anerkendt i hele O-Danmark for den høje kvalitet? – noget vi også er stolte af.

I OK SNAB er vi ordentlige i alt vi gør og sætter stor pris på den tillid nærområdets private og offentlige skovejere viser os. Deres velvilje passer vi meget på at vedligeholde. OK SNAB har mange spændende terræner til træningsløb og stævne-værtskab. Vi holder klubbens kortsamling opdateret og har blik for udvidelser i nye områder.

OK SNAB har tradition for at afvikle stævner af høj kvalitet. Det gælder både åbne løb, DM og divisionsmatcher. Vi glæder os hver gang til at vise vores klub frem, og tror på at fællesskabet styrkes, når vi løfter betydningsfulde opgaver i flok. Sammen har vi præsteret store ting –afholdelse af WOC, verdensmesterskabet i Sprint-Orienteringssprint 2022.

Klubture, fester og klubaftener er med til at styrke fælleskabet i klubben, og tager klubhyggen fra stævnepladsen og træningsaftnen til et højere niveau. Vi deles om opgaverne på klubture og til arrangementer - det er jo netop sådan vi gør opgaven overkommelig, både økonomisk og arrangørmæssigt.