julefidus11Med ønsket om et godt nyt o-løbs-år til alle, skylder vi her et lille tilbageblik på et af decembers absolutte højdepunkter. Julefidusløbet 2023 havde deltagelse af 36 friske SNAB’ere i højt julehumør, og traditionen tro skriver vinderne en lille beretning. Denne gang var der faktisk to vindende hold, idet arrangementsnisserne havde lavet to distancer og dermed to konkurrencer. Og som det for længst er blevet afsløret vandt Anker og Anders Skovmand Møller en overbevisende sejr på den korte bane, mens undertegnede Henrik Uhlemann og Lars Pagh forholdsvis komfortabelt (når vi selv skal sige det, og det skal vi jo) tog sejren på den lange bane…

Arrangementsdrillenisserne var sidste års runners up, Jens-ine og John-anna, som havde lagt sig i selen og drukket tæt af kreabrønden for at komme op med et brag af en finurlig omgang fidusløbsløjer. Ingen ko var hellig i bestræbelserne på at drille og udfordre, hvilket selvfølgelig gjorde kampen om sejren til et anliggende mellem de få rutinerede rå.

julefidus12De 36 startende linede up i den nyfaldne sne udenfor klubhuset og fik udleveret – øhh.., diverse skriftligt materiale - samt mundtlig vejledning fra arrangementsdrillenisserne. Kortene var saksede til ukendelighed, så overblikket var fra starten ikke-eksisterende. Og for de lange løberes vedkommende skulle der først læses langt ned i historieskrivningen for at finde frem til placeringen af de saksede kort, der var blevet gemt eller glemt i skuret.

Alle kom godt afsted på trods. Og i pandelampernes skær skulle der besvares finurlige spørgsmål ved posterne, der trods drillenissernes ihærdige drillerier blev opstøvet rundt omkring i skoven. Spørgsmålene ledte de fortvivlede deltagere grundigt rundt i - og helt ud i mørke afkroge af - juletraditionernes og tv-julekalendernes nyere og ældre historie.

julefidus13Da alle var kommet i mål og snefygningen havde lagt sig, kunne arrangementsnisserne over en skål risengrød løfte sløret for, hvem der havde vundet (det vil vi ikke køre mere rundt i) samt ikke mindst hvem der blev nr. 2, da de jo skal arrangere næste års julefidusløb. Vi kan således se frem til, at Flemming og Jesper (lange bane) i samarbejde med Marie og Olivia (korte bane) til næste år vil lægge hovederne i blød og derefter stikke dem sammen, for at lave et oplæg til endnu en forrygende omgang julefidusmageri.

TAK til arrangementsdrillenisserne med de borgerlige navne Jens og John for årets fine arrangement. Vi ser frem til næste års udfordringer. Vi er godt nok allerede i gang med næste år, men der er jo heldigvis laaang tid til jul.

/skrevet af Henrik og Lars


Top 3 på både den korte og den lange bane - samt selvfølgelig resultatlisten, kan ses her

Billeder fra Julefidusløbet kan ses her