I løbet af foråret vil der være O-teknisk træning for voksne, primært for løbere, som løber Mellemsvære baner - eller er på vej til det. I Nørreskoven vil der typisk være et oplæg på et kvarters tid, inden der løbes i skoven. Somme tider vil der være en speciel træningsaktivitet, somme tider blot en bane, som er tilpasset ugens tema. I øvrige skove prøver vi også at samles til en kort introduktion.
Der er en vis progression hen over sæsonen, men man kan hoppe på og stige af, som man har lyst!
Planlagte træninger, forår 2017
Dette er en skitse (22. marts) - ændringer vil sandsynligvis forekomme.
29/3 Kompasteknik (Sæsonstart)
Vi starter allerede første gang i Nørreskoven med kompasteknik. Vi ser på begge de to kompastyper (pladekompas og tommelfingerkompas). Banen er lavet med flere stræk, hvor teknikkerne kan afprøves.
For de, som ønsker det, laver vi lidt praktiske indledende øvelser - banen kan efterfølgende evt. kortes lidt af.
5/4 Postdefinitioner (og signaturer)
Det er en stor fordel at vide, i hvilke omgivelser, man skal finde posten!
Opbygningen af postdefinitioner ("hieroglyffer i tern") samt de hyppigst forekommende symboler.
Banen har et stort udvalg af forskellige postplaceringer - der er 18 forskellige fordelt på 19 poster.
12/4 - ingen træning !
19/4 Sprint
- Bredballe -
Reglerne, signaturerne - og teknikken - er lidt anderledes ved sprint-orientering, hvor kortet er endnu mere detaljeret, end det plejer. Vi håber på godt vejr til en kort indledning, inden I løber afsted.
26/4 Højdekurver
- Skrædderbakken -
Meget spændende, stærkt kuperet terræn i Grejsdalen! Alle baner lægges af Lars Munch. Vi snakker banen igennem, inden I løber.
3/5 Ledelinjer
En del af teknikken på mellemsvære baner består i at bringe sig tæt på posten ved at følge de lineære terrængenstande som stier, grøfter, hegn, bevoksningsgrænser osv. - det, vi under et kalder ledelinjer. Ledelinjer kan også benyttes som opfang - noget vi vil komme meget mere ind på 17. maj.
10/5 Skrænt-O, kurver og vejvalg
- Højen / Pedersholm? -
De vilde skrænter langs Højen Bæk... Alle baner lægges af familien Blok. Vi snakker banen igennem, inden I løber.
17/5 Forenkling af poster
En af de meget anvendte teknikker i O-løb er at "gøre svære poster lette" bl.a. ved at udnytte ledelinjer og opfang. I masser af tilfælde er der ingen grund til at bruge tid på præcise kompaskurser, hvis posten f.eks. ligger i den ene ende af noget stort og letgenkendeligt i terrænet.
24/5 Forenkling af stræk
Mange stræk kan forenkles: Find de store, lette detaljer, og løb med større fart fremfor at "kravle" frem med overflødig finorientering.
31/5 Bomteknik
- Munkebjerg Vest -
Træning i at læse sig ind på kortet efter et bom.
I løber parvis - med hver sin halvdel af posterne på kortet:
Løber A finder vej til post 1, mens løber B lægger mærke til terrænet, der passeres (helst uden at se på kortet). Ved post 1 (som kun er på løber A's kort) finder Løber B frem til hvor hun mener, I befinder jer og finder derefter frem til post 2 (som ikke er på løber A's kort). Osv. "Reglerne" kan om ønsket opblødes og tilpasses.
7/6 Strækplanlægning
- Nørreskoven med start fra Hældagerskolen -
Hurtigste vej er ikke nødvendigvis det samme som korteste vej. Og sommetider vil man vælge sikre vejvalg fremfor de "muligvis hurtigere". Vi kommer sjældent herop i Polakkerskoven med den mellemsvære bane, så terrænet vil være lidt mere nyt for de fleste.
14/6 - L o s t - I n - S p a a a c e !
(Sidste træning i Nørreskoven i forårssæsonen.)
Her får du chancen for at opleve Nørreskoven på en ny måde: Prøv at løbe mellemsvær bane på et kort uden stier - så er skoven slet ikke så gammelkendt længere! Ja egentlig kan man diskutere, om sværhedsgraden stadigvæk er mellemsvær, men hvis du har løbet en sæson eller to, kan det være godt med lidt udfordring på hjemmebanen, ikke?
For løbere, som f.eks. lige er startet på mellemsvær, er der naturligvis også helt almindelige kort.
21/6 Sæsonafslutning
(Ingen særskilt voksentræning.)
Første træning efter sommerferien er 9/8.
Mellemsvær voksentræning holder pause - men starter igen foråret 2018.