Fællesskabet i OK Snab vægtes højt. Den ugentligt klubtræning er hjertet i klubben, og fællesspisningen er et hyggeligt samlingspunkt med ivrige snakke, når der sammenlignes stræktider og vejvalg efter løbene. Der er plads til alle -  ung som knap så ung.

Der arrangeres fælles klubture, klubmesterskaber og sæsonafslutninger. Desuden afholder ungdomsudvalget arrangementer særligt for ungdomsløberne. På stævnepladsen til konkurrencer landet over (åbne stævner, divisionsmatcher, mesterskaber) dyrkes det sociale klubliv også og styrker fællesskabet i klubben. Særligt til Divisionsmatcherne skal hele klubben gerne afsted og der gøres ekstra meget ud af hyggen ved klubteltet.

Fællesspisning
Efter klubtræning i Nørreskoven arrangeres der fællesspisning fra kl. 19.00. Kokketjansen går på skift blandt de, der spiser med. Datoerne for fællesspisning annonceres ved sæsonstart. Menuen er almindelig sund hverdagskost eksempelvis spaghetti m. kødsovs, forskellige nuancer over temaet risret, frikadeller etc. eller rugbrød med pålæg. Kokkene bestemmer menuen.

Der deltager ofte mellem 80 og 100 personer til fællesspisningen, så der er normalt et par familier på kokketjansen. Prisen er overkommelig: 25 kr. for alle over 3 år.

Sæsonafslutning
Forårssæsonen rundes af med madkurv eller grillpølser. Når det bliver vintertid, slutter efterårssæsonen med fælles pizzaspisning i klublokalet på Vejle Atletikstadion.

Klubmesterskab og klubfest
Der afholdes 3 klubmesterskaber i OK SNAB. Et klubmesterskab i almindeligt O-løb , som oftest afholdes i sensommeren, og et klubmesterskab i Nat-orienteringsløb, som oftest afholdes sidst på vinteren. I 2022 opstod klubmesterskabet i Sprint-orientering. Klubmesterskaberne er løb, hvor alle kan være med.
Klubfesten afholdes oftest i klublokalerne på Stadion, og er en herlig aften for både børn og voksne. 

Klubtur
Ambitionen er at afholde 2 klubture om året. Traditionen er en klubtur til det årlige Påskeløb, hvor vi booker os ind på et vandrehjem eller hytte og nyder nogle indholdsrige dage. Vi tilstræber også en klubtur i sensommeren. De konkrete arrangementer afhænger af, hvor der afholdes løb, alle kan deltage i.

En klubtur kan også gå til udlandet, vi har således et par gange været i Sverige.