At være hjælper ved WOC:

Som hjælper ved WOC bliver du en del af et kæmpe fællesskab omkring en oplevelse som vi kun får en gang i livet - nemlig et senior-verdensmesterskab i vores område. Som hjælpere har vi nu i flere år kunne gå og løbe rundt i VM-promotion-tøj, men alle hjælpere får også VM-påklædning. Alle hjælpere får en VM-polo-trøje og hjælper man 3 dage eller mere får man også en VM-jakke. Under ugen er der selvfølgelig også mad og drikke til vores hjælpere, ligesom man får kørsel dækket, hvis man så vidt det nu er muligt laver samkørsel. Vi planlægger fælles afslutning for alle hjælpere på WOC finaledage (søndag-tirsdag-torsdag). Her får vi lidt at spise, samtidig med at der vises højdepunkter fra dagens tv-transmission.

Ungdomsløbere til og med 14 år fra de 5 arrangørklubber kan frit tilmelde sig.

Ungdomsløbere fra 15-20 år kan tilmelde sig løbene, hvis de samtidig også er tilmeldt som hjælpere. Deres hjælperfunktion tilpasses alder og løbsdeltagelse.

Senior-medlemmer i arrangørklubberne kan ikke forhåndstilmelde sig til WOC Tour, men hvis det under VM-ugen er muligt, kan man som hjælper tilmelde sig åbne baner på dagen til de enkelte publikumsløb til en pris af 100 kr. (under 20 år: 70 kr.)

Du kan følge antallet af hjælpere via vores frivilligbarometer her.

Opgaver som frivillig

Et VM er specielt, bl.a. fordi der findes mange andre opgaver end til et normalt orienteringsstævne. Hertil kommer at vores VM løbes inde i byerne, hvilket stiller store krav afspærring og sikkerhed. De fleste special-opgaver er besat, men vi mangler hjælpere på mange forskellige områder - det kan f.eks. være på WOC Tour, det kan være på de store areaner til WOC eller det kan være som vagt i løbsområdet. Hvis du har et specielt område du brænder for, vil vi prøve at finde en plads til dig der.

Der er også mulighed for at hjælpe i optakten, se ovenfor, og vær opmærksom på at VM-finalerne løbes sidst på eftermiddagen/først på aftenen, så selv om du ikke har fri fra arbejde, kan du måske godt hjælpe alligevel. Vi har brug for så meget hjælp som muligt.