Vores dygtige landsholdsløbere, Malin og Ida, har her skrevet en medrivende beretning om deres WOC2022-oplevelser. Også den overvældende opbakning fra tribunerne har gjort et dybt indtryk på dem, og gjorde WOC2022 til en helt særlig oplevelse.
Nyd fortællingen og genoplev stemningen fra de intense dage i Kolding, Fredericia og Vejle.
Kære Snab'ere,
Den sidste optakt til dette hjemmebane-VM, som vi allesammen nok har glædet os til, startede for vores del om mandagen den 20. juni. Vi tilbragte, sammen med resten af VM-holdet, den sidste uge op til mesterskabet på Landal i Middelfart, hvor vi tidligere har boet ved flere tilfælde i forbindelse med VM-forberedelser.
Det er, i følge mig, den sidste uge op til et mesterskab, der er den absolut værste tid. Korte joggeturer på de samme stier blandes med de sidste vigtige træninger som, uanset hvor meget man prøver at undgå det, bliver enormt vigtige i ens hoved, for de må jo bare sige et eller andet om hvor god formen er og hvor godt man nu kommer til at løbe på VM. Og for at være helt ærlig så gik det elendigt. Jeg havde enormt svært at sætte løb sammen og måtte også afbryde vores sidste knock-out-træning på grund af slidte ben. Vi prøvede at holde stemningen oppe og få tiden at gå med sejltur på Lillebælt, discgolf og biograftur. For dem af jer der ikke har set den nye Topgunfilm, så kan jeg stærkt rekommendere en tur i biffen.
Så kom søndag. Jeg var klar! Stafetløberne var enormt klare, og det virkede som om, at I også var det. Ida og jeg oplevede stemningen fra publikums side og den var helt fantastisk. Sikke en kulisse! Det var virkelig en start på mesterskabet, hvor barren blev lagt højt, både fra arrangørernes side, men også fra løbernes og ikke mindst fra hjemmepublikumets, og der ville den komme til at ligge stabilt. Jeg havde, sammen med landsholdets sportspsykolog, arbejdet for at håndtere de lidt udfordrende tanker og følelser, der havde indfundet sig under ugen, og aftenen ude til sprintstafetten var lige hvad jeg skulle bruge for at komme i ægte VM-stemning.
Mandagen gik ret hurtigt med at lave de sidste forberedelser, få den sidste behandling af vores fysioterapeut og ellers ligge i sengen og samle energi.
Når så tirsdag endelig kom, var det som om at alle dårlige tanker var gået op i røg. Jo, jeg var rigtig, rigtig spændt, men ikke på nogen ubehagelig måde. Vi blev sendt tidligt afsted af resten af holdet til tonerne af soundtracket fra Topgun. Fedt!
Vel ude i karantænen kunne jeg ikke lade være med at gå rundt og smile. Jeg har altid været tryg ved at løbe kvalifikationer, det er som om, at jeg slapper lidt af og så går det tit fint. Det gjorde det heldigvis også denne dag. Jeg kom i mål med følelsen af at benene var ret tunge. På det tidspunkt var jeg dog rimelig afklaret med, at det nok var sådan det ville føles, men at det ikke var ensbetydende med, at det ikke gik hurtigt nok. Teknisk havde jeg hele tiden kontrol og fint flyd, selv om vejvalgene ofte var langt fra åbenlyse. Jeg sluttede på 5. plads i mit kvalifikationsheat og efter heatpicking var sigtet indstillet på at komme hjem og få et par timers afslapning.
Det kan være svært nok at sætte sig op til et løb, men at skulle gøre det flere gange på en dag, tager faktisk på kræfterne. Jeg lykkedes godt, med at finde et spændingsniveau hvor jeg var klar, men hvor jeg samtidig havde ro i mig selv og fokus på opgaven. Min kvartfinale var hård, men alligevel ret åben på papiret, så jeg havde troen på, at jeg godt kunne kvalificere mig videre, hvis jeg gennemførte mit løb godt.
Jeg startede ud med at lægge mig bag Megan Carter Davies, lod hende tage føringen. Men allerede ud fra post 2 løb hun, sammen med nogen eller nogle af de andre, på den forkerte side af en hæk, som var lukket og pludselig var jeg i front. Jeg blev nødt til at stoppe, tage mig lidt tid for at overskue lang-strækket. Før vi nåede post 3, var Megan oppe igen og jeg lå nummer tre i feltet. Derfra og ind i mål fokuserede jeg mere på at holde min position end på at satse teknisk. At være 3’er var jo godt nok! Det bliver tæt til sidst og jeg husker, at jeg kigger på storskærmen i opløbet og ser Sabine Hauswirth bag mig, men jeg løber alt hvad jeg kan, og vil bare så gerne, at det skal være nok. Det var det heldigvis. Det brøl, der ramte mig da jeg drejede ud i gågaden til sidsteposten var øredøvende. Jeg kunne ikke høre min egen vejrtrækning eller opfatte mine egne tanker for alt det hep og larm der var. Og jeg følte virkelig at alle heppede på mig!
Jeg troede at det ikke kunne blive bedre, men det kunne det. Hvis energidepoterne var begyndt at tømmes, så var det at få lov til at starte på arenaen på hjemmebane en god boost. Der stod lille jeg i en semifinale, ved siden af nogle verdensstjerner og skulle ud og kæmpe om top-10-pladser i VM. Startskuddet gik og jeg prøvede virkelig at bevare kontrollen, men samtidig være offensiv. Jo længere ind i løbet vi kom, jo mere følte jeg, at jeg skulle vælge mellem de to. Jeg holdt ikke helt til målstregen og jeg var aldrig rigtig tæt på en finaleplads, hvilket selvfølgelig er ærgerligt. Det er så nemt at stå bagefter og tænke at “jeg kunne have presset mig lidt mere” eller “hvis jeg bare havde… så måske...”, men jeg ved også, at jeg ikke havde forventet mere af mig selv og jeg er stolt af at jeg holdt så godt sammen på mine nerver og tanker den dag. En 13. plads på VM er jo faktisk ikke så dumt.
Ida er i skrivende stund i Norge, men hun har skrevet og fortalt om den sidste dag i Vejle, på “hjemme-hjemmebanen”:
“Så blev det torsdag. Den dag hvor jeg endelig skulle i ilden. Efter et forår med en del mindre afbrud, fik jeg i de sidste uger op til VM alligevel tingene til at spille. Derfor var jeg på en måde mere spændt end nervøs, selvom nerverne selvfølgelig meldte sig på konkurrencedagen. Jeg var godt forberedt både teknisk, fysisk og mentalt, så jeg havde egentlig alle muligheder for at løbe et godt løb. Kl 10.31 startede jeg kvalifikationen. Det var teknisk en forholdsvis krævende bane. Jeg følte tidligt at jeg havde tunge ben. Nu var det ikke første gang jeg løb en kvalifikation, så jeg var godt klar over at nerverne kan sætte sig lidt i benene. Derfor prøvede jeg at være endnu mere skarp teknisk, tage mange stop og virkelig få udført mine vejvalg på en god måde. Det gick fint og var godt nok til en plads i finalen. Så det var bare hjem for at restituere bedst muligt.
Tilbage igen om aftenen. Hvis jeg ikke var nervøs før, så var jeg det i hvert fald nu! Finalebanen var, som forventet, meget svær. Jeg måtte virkelig arbejde med kortet hele vejen og blev presset både fysisk og mentalt. Det var vildt at komme forbi på passagen og høre hele arenaen explodere - for min skyld! Men der kunde jeg godt mærke, at mine ben var ved at blive en smule trætte. Jeg gav alt jeg havde og kunne til sidst løbe ind på en 11.plads. Det er jeg rigtig godt tilfreds med. Det var en fantastisk oplevelse at løbe VM på hjemmebane. Støtten fra publikum var helt fantastisk og hele arrangementet levede på alle måder op til forventningerne. Første gang jeg var i Vejle centrum bliver en gang jeg sent glemmer.”
Det er ved at blive en lang tekst, men jeg vil gerne bruge lejligheden til at sige TAK.
Jeg ved ikke hvordan det kan siges nok, men jeg ved at landstrænere, såvel som løbere i det danske landshold er enige om at dette har været et af de bedste, hvis ikke det allerbedste, VM der nogensinde er blevet afholdt. Og det selv om det var det allerførste af sin slags. Og til den skeptiske, der tror vi er partiske, så kan man læse på hvilken som helst af de “store navnes” sociale medier. For uanset om de har været skuffede over sine præstationer eller om de har taget VM-guld, så er alle enige om at arrangementet, banerne og stemningen har været langt over godkendt.
Det er med stolthed lidt ud over det sædvanlige, som I allesammen kan trække i SNAB-trøjen til sommerens stævner. Det gør vi i hvert fald!
Afslutningsvis vil vi ønske jer allesammen en rigtig god sommer og så ses vi ude på stævnepladser i løbet af året.
Kærlig hilsen Malin & Ida (med familie)