I pinsen inviterede Faaborg, Svendborg og Odense orienteringsklubber på 2 intense DM-konkurrencer i Odense.
Løbene indgik i WOC2022s sidste træningslejr inden VM om 3 uger. Derfor havde startlisterne i eliteklasserne et markant internationalt præg og den danske elite ekstra mange at måle sig med.

Søndag gjaldt det DM Sprint, hvor vi blev udfordret med kringlede vejvalg, smalle passager og snørklede parkanlæg i den centrale del af Odense. Vejrguderne trakterede med det skønneste sommervejr, der blev nydt på stævnepladsen i parken ved Sankt Knuds kirke.

Snabs dygtige unge løbere leverede som vanligt flotte resultater, og det blev til 2 medaljer til Snab-lejren: Eva Örnhagen Jørgensen hentede en meget sikker guldmedalje i D20 og Axel Örnhagen Jørgensen vandt bronze i H16 kun ½ minut efter vinderen. Rasmus Edvardsen sikrede sig en godkendt 8. plads i samme klasse.

Konkurrencen var især hård og tæt blandt de danske seniorer, men klubbens dygtige senior-eliteløbere præsterede flot. I D21 blev Ida således nr. 5 og Malin nr. 7 hhv. 9 og 13 sekunder fra bronzen. Og i H21 blev Magnus Dewett nr. 5, Jeppe Edvardsen nr. 6 og Linus nr. 10. Også set i forhold til de internationale løbere kan Snabs mange eliteløbere være tilfredse.

Blandt de lidt ældre seniorer var der også flere gode præstationer, dog udenfor medaljerækkerne.

2. pinsedag bød på DM Mix Sprint Stafet i den nordvestlige del af Vollsmose. Et område med ensartede rækkehuse med et uregelmæssigt netværk af stier, hvor det var ekstra vigtigt hele tiden at være med på kortet.
Regnen silede ned frem mod kl. 10, hvor der var start i D/H21, så især førstetursløberne fik en meget våd opvarmning. Heldigvis havde Ulrika sørget for klubtelt, og til stor glæde stilnede regnen af, da løbet kom i gang.
Snabs 1. hold med Malin Agervig Kristiansson, Magnus Dewett, Linus Agervig Kristiansson og Ida Agervig Kristiansson var under hele stafetten med helt fremme og vandt en flot sølvmedalje. Snabs 2. hold manglede desværre en post, men lå ellers pænt med i det stærke felt.

Fra kl. 11 startede de øvrige klasser. I de 2 ungdomsklasser stillede Snab med imponerende 4 hold og 2 af dem hentede medaljer:
I D/H12 vandt Alfred Balslev Pedersen, Alberte Lindorf og Marie Fjordside Pagh en flot sølvmedalje, endda kun 1 sekund fra guldet og næsten 1 minut foran 3. pladsen. Under hele stafetten lå Snab og Horsens meget tæt, og Marie manglede blot 15 cm i at indhente Astrid fra Horsens, der løb vinderholdets sidste tur. En super flot præstation af de 3 unge Snab’ere.
I D/H16 sikrede Axel Örnhagen Jørgensen, Ella Kolstrup Hansen og Rasmus Edvardsen sig bronzen kun 3 sekunder fra sølvet. De øvrige 2 Snab-hold i klassen med Agnes, Malthe og Camilla samt Lea, Maja og Filippa gav den også gas i forstadskvarteret.
I D/H60 var vi også repræsenteret. Her hentede Kate Nielsen, Lars Munch og Henning Schou en 4. plads.

Selvom der til DM konkurreres om medaljer, er der ikke udtagelse til et DM, og som motionist kan man fint være med til ”festen” og nyde de ekstra gode baner, arrangørerne normalt byder på. Oftest er der også mulighed for at tilmelde sig en åben bane, hvis man ønsker en lettere eller kortere bane end sin klasses. Med andre ord: der kan sagtens være flere Snab’ere med til DM-erne.

Tak til de fynske klubber for et godt arrangement med spændende baner. Og et stort tillykke til de mange Snab’ere, der vandt medaljer eller leverede andre flotte præstationer.

/skrevet af Helle Schou