For orienteringsløberen Magnus Dewett, OK Snab gik juniordrømmen og målet om at komme på seniorlandsholdet i opfyldelse, allerede da Magnus ved starten af 2016 blev seniorløber: han rykkede direkte fra Juniorlandsholdet til Seniorlandsholdet.

Magnus bor nu i Århus, hvor hverdagen byder på faste træninger i EliteCenter Orientering.
Her træner han sammen med nogle af Danmarks bedste orienteringsløbere, blandt andet flere verdensmestre.
Magnus fortæller: ”Det er fedt at træne med i en gruppe af løbere hvor ambitionerne er store. Det er i et godt selskab, der gør det lettere at komme ud af sengen og møde motiveret op til morgentræning. Et miljø jeg er glad for at være en del af, og en vigtig del af min udvikling som orienteringsløber.”

Magnus læser fuld tid på elektronikingeniørstudiet, og da det første halvår på seniorlandsholdet har budt på 56 rejsedage til træningslejre og konkurrencer, har kalenderen til tider været lidt presset.
”Men det hele har godt kunnet gå op i en højere enhed” fortæller Magnus.

I april fik Magnus debut med seniorlandsholdet til World Cup i Wroclaw i Polen. Her havde Magnus to gode Sprintløb og hentede nyttig international erfaring.
EM i Jesenik i Tjekkiet sidst i maj blev Magnus’ første internationale mesterskab. Magnus blev desværre forkølet dagen op til den første konkurrence. Det var ikke de bedste odds for at præstere, men Magnus stillede op og udnyttede mulighederne for at hente værdifuld mesterskabserfaring, som han kan få glæde af fremover.

Elite Vejles side i ugeavisen uge 27.