På DOFs repræsentantskabsmøde blev OK Snab kåret til Årets Klub 2018.

Hjerteligt tillykke til os alle sammen!

Det er en super flot anerkendelse af det høje aktivitetsniveau og engagement, vi har i klubben.

Motivationen for kåringen til Årets klub 2018:

"Årets klub har gennem en årrække arbejdet med strategiske målsætninger, som har udmøntet sig i konkrete aktiviteter, som bl.a. omfatter frivillighed, børne- og ungdomsarbejde og voksentræning. Klubben har opnået en markant vækst i antallet af medlemmer i alle aldre.

Årets klub 2018 er OK SNAB.

OK SNAB har i en årrække arbejdet med strategiudvikling og ikke mindst implementering af en breddestrategi. Strategien tager afsæt i en klar vision om ”at tilbyde spændende og lærerige træningstilbud, der i gode rammer og i et godt socialt miljø inspirerer til mere, og som samtidig resulterer i, at alle medlemmer får optimal glæde ved at dyrke orienteringsløb”.

Ordene socialt og glæde er en rød tråd i OK SNABs aktiviteter. Klubben har med tydelige vejledninger og klare strukturer lykkedes med at engagere klubbens medlemmer i det frivillige arbejde på en måde, så alle synes det er sjovt.

Klubbens ”hjerte” er de ugentlige fællestræninger, hvor der er både Minitræning, Ungdomstræning og Voksentræning med imponerende gennemsnitlig 90 deltagere. Denne ugentlige samling med efterfølgende fællesspisning, når træningen er fra klubhuset, styrker det sociale miljø – og både arrangører og deltagere glæder sig til næste onsdagstræning.

Klubben er meget synlig i Vejle, og klubben mener selv, at det er glæden blandt klubbens medlemmer, der har bredt sig i byen – og dermed tiltrukket endnu flere medlemmer. Ikke mindre end 53 nye medlemmer er det blevet til over en 2 års periode, det svarer til en stigning på fantastiske 31%.
Tillykke til OK SNAB

Mvh
Kjeld Arildsen
Motions&Foreningsliv"