3 dygtige Snab-juniorer : Malin Kristiansson, Morten Örnhagen og Ida Kristiansson var udtaget til Junior European Cup, der blev afviklet den 5.-7. oktober i schweiziske Villars Sur Ollon.

Danmark stillede med i alt 22 løbere fordelt på klasserne D/H18 og D/H20.

På fredagens sprintstafet løb Ida en rigtig god førstetur og skiftede som nr. 14 (af 64 hold). På de efterfølgende skovdistancer, hvor Ida løb i den stærkt besatte D20-klasse, lykkedes det hende ikke rigtigt at markere sig.
Det lykkedes bedre for Malin i D18 og Morten i H18.

Lørdagens mellemdistance blev afviklet ned ad en stejl, teknisk krævende skråning med klipper og store sten. Her sikrede Malin sig en 12. plads kun 2 placeringer efter bedste dansker. I H18 blev Morten bedste dansker, med en placering midt i det 68 mand store felt.

Søndagen bød på langdistance med fællesstart og gaflede sløjfer i et detaljerigt åbent terræn, der også bød på enkelte stejle skrænter. Denne énmandsstafet blev løbet i ca. 1800 meters højde.
Fra næstsidste til sidste post havde løberne et langt vejvalgsstræk med et oplagt vejvalg ad en sti gennem et forbudt område. Ca. halvdelen af løberne tog denne sti. Juryen valgte derfor at lade placeringen ved næstsidsteposten være slutplaceringen.
Dermed kom Malin på 7. pladsen, kun 11 sekunder efter vinderen, og blev dermed bedste dansker. Morten blev næstbedste dansker med en placering lidt efter midten af feltet, knap 10 min efter vinderen.

Bestemt godkendte præstationer af de dygtige unge løbere.

Mange af løberne valgte den øst-vest gående sti midt i billedet i den tro, at selve stien ikke var forbudt område.