Weekenden 26-27/8 bød på masser af o-løbs-udfordringer i Stenderup-skovene, da Kolding og Melfar arrangerede JFM stafet og langdistance. Terrænet så umiddelbart tilforladeligt ud, men brombær, brændenælder og kanaler gjorde banerne ekstra vanskelige. Der var mange sportslige højdepunkter for OK Snab ved JFM – både fordi der blev hentet mange medaljer, og fordi vi var mange deltagere, lige fra debuterende ungdomsløbere til de mest rutinerede o-løbere.

Der var allerede mange Snab’ere på podiet ved stafetten lørdag. I D16 kom Rikke, Johanne og Eva øverst på podiet, og det samme gjaldt Jeppe, Felix og Morten i H16. Agnes, Lea (debutant) og Olivia vandt bronze i D12 - samme placering fik Axel, Ebbe og Rasmus (debutant) i H12. Hos de voksne var Martin, Flemming og Jesper suveræne i H40, hvor de vandt guld.

På langdistancen søndag vandt Axel bronze i H12, Eva sølv og Rikke bronze i D16 og i H20 hentede Thomas Blok sølv og Rasmus Rasmussen bronze. Hos de voksne blev Kristian Blok Jysk-Fynsk mester i H21, Lone Rasmussen blev mester i D50 og Grethe Larsen i D70. Tillykke til alle medaljetagere!

Til slut hører det med til historien, at det var meget glædeligt, at vi i år kunne stille med hele 4 stafethold af helt unge løbere i D/H12. Mange af dem var med til deres første mesterskab, og flere af dem var med til et rigtigt stævne for første gang. Der var lidt nerver på inden starten, hvor sommerfuglene i maven var til at tage og føle på. Men alle gjorde det rigtig godt og gav den gas i skoven, så det blev en god og sjov oplevelse med tid til socialt samvær, især efter man havde gennemført sin bane. Som nævnt ovenfor var der bronzemedaljer til Agnes, Lea og Olivia i D12, men derudover blev Thyra, Laura og Tilde nr. 5. Axel, Ebbe og Rasmus vandt som også nævnt bronze i H12, men her var også Lasse, Signe og Gunner med og blev nr. 4. Godt gået allesammen!