På onsdag er der træningsløb et helt fantastisk sted - som for langt de fleste er helt nyt. Flemming mener, at han løb træningsløb i området i..... 1979, så der er næppe mange andre (måske Per Filskov?), der har løbet der før.
Parkering/mødested: på Grejs Bakke neden for jernbanen, se vedhæftede instruktion; 20230426instruktion.pdf
Start: det område nord for Skrædderbakken, som vi ellers ikke løber i. Der er baner for alle, en kort mini/begynder på 1:5000-kort, ellers er det 1:7500, og den længste bane med kortvend er på hele 5,7 km. Som noget lidt specielt er der også en ultra-kort svær på 2,4, den er faktisk en lille lækkerbisken. Kortet er opdateret af Lars Munch og Jeppe Liengaard, terrænet er.... helt fantastisk.
Ugens historiske indspark:
Selve parkeringspladsen har en spændende historie, idet der er tale om brandtomten efter hedengangne Grejs Mølle. Hvornår den præcis blev grundlagt vides ikke, men den var tidligt en anselig kornmølle, der dog i 1600-årene lå øde hen. Senere kom den igen til ære og værdighed som "Grejs Mølle Klædefabrik", oprettet som følge af en befaling 29. marts 1786 ved Det Kongelige Reskript omhandlende ophævelsen af Den Kongelige Dugmanufaktur på Blaagaard, Kbh. Senere blev den en del af Grejsdalens Stole- og Møbelfabrik, som også omfattede den store fabriksbygning på den anden side af Grejs Bakke. I 1939 åbnede Grejs Mølle Restaurant i møllebygningen, men ak: i 1983 slog lynet ned og en ildebrand fortærede så store dele af den historiske mølle, at resten af den smukke gamle bygning måtte rives ned.
Kig for resten også over på den store skorsten, der har fået lov at stå siden fabrikstiden. I sommeren 1892 slog lynet ned, der var heldigvis lynafleder, så bygningen tog ingen skade. Men.... det residerende storkepar overlevede ikke.