Julie kan rigtig godt lide at løbe orienteringsløb, men det gælder ikke om at vinde. For Julie gælder om at få en god tur, og en rigtig god tur er en solskinstur med et par gode kompaskurser i lyngbakker. Det er dér orienteringsløb er som allerbedst!

Julie Caspersen er 12 år og en af SNABs mange ungdomsløbere. Hun har været flittig til træning og deltaget i mange løb de sidste par år. Jeg spurgte lidt til Julies interesse for o-løb efter turen i Søndermarksskoven i tirsdags. Hun fortæller:

"Jeg kan godt lide at løbe. Det er dejligt at føle sig lidt varm og træt efter et løb. Og at løbe efter kort og finde poster gør det sjovere. Ellers ville det føles uendelig langt. Det er ikke altid jeg lar lyst inden løbet, men når jeg kommer afsted er det fint, og jeg kan godt lide det at finde vej og at orientere. Et par gode kompaskurser i åbent terræn, det synes jeg er rigtig sjovt! Det allerbedste er at løbe i lyng, og dér hvor der er god udsigt. Det var det i weekenden og det gik godt.

Inden et løb kan jeg være lidt spændt og nervøs. Men det går over så snart jeg kommer igang. Jeg føler mig tryg og godt tilpas i skoven med kort og kompas. Jeg er slet ikke bange for at fare vild. Det er sjovt med lidt svær orientering; det at følge andre ting end stier og tage kompaskurs."

Og hvad med resultatlisten? "Jo, jeg kigger da på den og synes det er sjovt, hvis jeg ligger godt med. Min bedste placering er en 4. plads. Måske kan jeg få en medalje en dag, det kunne være sjovt, men det betyder ikke så meget lige nu.

Jeg kan også godt lide at være på tur med klubben. På camping med hygge og leg. Jeg skal helt sikkert med til mange løb her i efteråret."

 -Vi ønsker Held og Lykke!