Snyd ikke dig selv for Christinas fantastiske beretning fra årets voksentræningsdag:

Solen skinner og duggen er for længst forduftet fra det grønne græs. Fuglene kvidrer smukt denne pinselørdag. Det vrimler ind med voksne mennesker i alle aldre på det gamle VB stadion. Her plejer det at være hjulbenede øldrikkende publikummer i røde og hvide farver, men i dag kommer glade og forventningsfulde mennesker i halv-gennemsigtige blå, hvide og røde klubdragter med løbesko, der synger mod flisebelægningen.

I dag skal de voksne O-løbere fra OK SNAB forkæles med en individuel tilrettelagt træning. Stemningen er høj i klublokalet, og både de erfarne løbere og de knap så erfarne løbere udveksler forventningsfulde blikke. Spørgsmålet er endnu ubesvaret, men er på alles læber: Hvem mon skal skygge mig i dag og hvem skal jeg skygge?

Mens de mindre erfarne løbere sveder koldsved og bliver holdt hen i spænding, fortæller Jesper Fenger-Grøn om dagens program, som byder på to gange orienteringsløb i fremmede skove.

Det første træningsløb bliver afholdt i Grund skov, og andet træningsløb skal foregå sammen med en konkurrerende i klub i Staksrode skov.

På de bagerste rækker begynder tilhørerne at rykke utålmodigt rundt på stolene, og en sidder med et nøglebundt, som rasler uroligt, mens alle afventende tænker på; hvordan mon puslespillet går op? Nogle klikker nervøst på kuglepennen, og andre prøver at berolige sig selv med dybe vejrtrækninger. Til trods for nogle frameldinger fra skyggerne allerede fra morgenstunden, formår Jesper og Henning Schou at få logistikken til at gå op, men det har sine omkostninger - Jesper må selv trække i det frække løbetøj.

Skyggerne består blandt andet af nogle af Danmarks hurtigste ungdomsløbere, flere gange Danmarksmester, divisionsmester, klubmester, tidligere landsholdsløbere - i alt er der mere end 400 års erfaring samlet et sted og med ét formål; at udbrede og forbedre OK SNABs samlede potentiale efter devisen om sidemandsoplæring hvilende på et solidt fundament med den gode ressourcefokuserende stemning og det sociale sammenhold.

Derefter gennemgår formanden Flemming Jørgensen de meget svære og udfordrende baner. Detaljeringsgraden er høj og deltagerne bliver klædt fagligt på i forhold til at lære at se nye veje i skoven. Niveauet er væsentligt højere end onsdagstræningerne, så salen genlyder af usikre suk og nervøs fnisen, og man spekulerer måske på om ens morgenmads energi samt kondital er godt nok til at besejre bakkerne?
Det bliver pludseligt tydeligt, at banelæggeren har kigget på deltagernes potentiale for udvikling af stærkere lår- og ballemuskler, da flade strækninger ikke findes på dagens kort! I mangel på stier, de sorte streger på kortet, begynder flere at skele til de brune og blå streger, da der er væsentlig flere af disse. Flere drømmer sig tilbage til de fremtrædende stier i både Nørremark- og Søndermarkskoven.

Cortegen af biler triller stille på den støvede grusvej mod laden i Grund skov. Da flokken har samlet sig, og er klar til at komme ud i skoven med deres skygger, er det som at opleve forårskøernes dansen, når de kommer på græs for første gang. Der er tumultagtige scener og en ivrig kø ved start.

Af sted det går hen over toppe og dale, og pludselig går virkeligheden op for nogen, for teorien om de brune streger på kortet bliver nu omsat til konkret svedig praksis.

Skoven genlyder af knækkede grene, visne blades knitren, bækkens rislen og grinende kvinder, mens rådyrene springer for livet og egernene kravler højt op i trætoppene.
Der lyder en prusten og en stønnen men også store jubelscener, når de hvide og orange skærme kommer til syne! Det er, som om hjernen får bolsjer, når en længe ventet og eftersøgt post pludselig dukker op ude i det fjerne. Det mærkes som et akut udløst og vanedannende kick samt en indre motivation for at drive sig selv gennem flere moser, vandløb, spring-over-kløfter, mudrede rutsjeture ned af skrænter og klatreture op igen.

Over stok og sten det går, imens skyggen ihærdigt følger efter og støtter op med gode råd, teknikker, andre muligheder, viser detaljer frem for helheder og nogle gange helheder frem for detaljer.

At komme i skoven får pludselig en helt ny betydning, og sanserne er stimuleret af både duft, syn, lyd og bevægeapparats varme. Og hvis man er så “uheldig” at stå i en smuk skov med udsigt til Vejle Fjord og ingen synlige skærme i nærheden, så kan man kalde det en fejl 40. Skyggen siger: “Gå tilbage til det kendte, kig på kompasset, vend kortet mod Nord, orienter dig rundt i skoven, find en ny strategi og prøv igen.”

Lige så stille kommer alle løberne tilbage til laden, hvor de med smil om munden og begejstrede blikke sparrer med deres skygge om vejvalg med mere. Pludselig begynder folk at smide tøjet og de mindre erfarne kunne få tanker om poledancing (Der er jo lodrette ”stænger”/træer alle vegne) og et besøg hos Louis Nielsen?!! Men de mere erfarne løbere er jo nok klar over, at kroppen bliver kold, hvis man ikke får skiftet med det samme.

Under den medbragte frokost, som indtages i det grønne, foregår en livlig snak på kryds og tværs, og ord som “bomme, opfang og indløb” lyder.  Alles træningsløb er blevet grundigt gennemgået og den enkeltes forudsætninger for mere viden om orienteringsløbets mange facetter er blevet udvidet, og glæden ved O-løb er ikke til at tage fejl af - der er smil og glæde alle vegne til trods for de varme klapsammen leverpostejsmadder i madpakken.

Solen bager og turen går videre til næste løb i det svære terræn. Nogle har allerede ømme og stive ben, og tænker på en lille “morfar”, men ingen giver op. Der sker noget helt magisk i det øjeblik, hvor bippet lyder og starten går - på ny kommer bolsjerne til hjernen. Helt konkret producerer hjernen dopamin, serotonin, noradrenalin og melatonin, når vi bruger skoven som træningsarena. Fokusset bliver øget, det giver mentalt overskud og den første post bliver taget. Nu er det alvor. Duellen: SNAB mod OK Horsens er i gang, men samtidig er der også tale om en konkurrence med sig selv om at få alle poster bedst muligt. Og man hjælper gerne hinanden både ude i terrænet, hvis man ikke kan finde vej, men også når man er kommet i mål, kan selv en konkurrerende modstander giver fif om at huske at tælle skridt, både for at bevare koncentrationen, men også for at sikre, at man ikke kommer for langt.

Det er derfor O-løb er fedt - det er en individuel sport med høj grad af klubsamhørighed og fællesskab på tværs af alder, køn og klub..

Jeg vil sige tusind tak til alle de erfarne O-løbere og initiativtagerne, som havde valgt at bruge en lørdag på at berige og forkæle os mindre erfarne, ved at videregive deres viden og begejstring til O-løb.

Christina Hovgaard