Sydkredsens U1 sommerlejr har været afholdt d. 24-28/6 på Kronhede Lejrskole ved Ulfborg. Der ude i det vestjyske er der nogle helt fantastiske o-løbsterræner i plantager, lyngheder og klitter. 36 børn og 26 voksne gav den gas og havde en superdejlig tur.

U1 sommerlejr er 5 intense dage med masser af godt o-løb og hyggeligt fællesskab. Der var deltagere fra Kolding, Melfar, Gorm, Fros, HTF, Fåborg og Odense – men flest fra OK Snab. De 11 unge Snab’ere var Ella, Gunner, Lea, Ebbe, Sejer, Laura, Olivia, Axel, Agnes, Alma og Marie. Det er fantastisk at opleve den store glæde og det engagement, alle – unge som gamle – udviser ved at være afsted sammen. Koordination, banelægning, træning, teori, o-løb, madlavning, oprydning, hygge, kortspil og leg gik op i en højere enhed. Selv vejret var med os!

Her fortæller en af OK Snabs unge løbere om sine oplevelser:

 "Jeg hedder Agnes, jeg er 9 år og løber o-løb i OK Snab. Jeg vil gerne fortælle om U1 sommerlejr 2017. På en sommerlejr er der en helt masse forskellige klubber med og en helt masse børn. Der er også trænere og voksne med som hjælper dig. Der er en A, B og C gruppe. Dem der løber A er de bedste. I løbet af ugen er der to o-løb om dagen. Der er også et par slikture undervejs og vi fik også lov til at bade i nogle søer. Andensidste dag er der hyttemesterskab i klassisk og sprint og sidste dag er der stafet. Alle tre ting er ret så sjove.

Hver dag efter morgenmaden smører man madpakker, så man er klar til at løbe i skoven både formiddag og eftermiddag. Der er selvfølgelig også aftensmad. De løb der foregik ude i klitterne syntes jeg var fedest - udover at det stak ret meget når man løb igennem marehalmen. Den sjoveste dag var den hvor vi løb hyttemesterskab og en voksen, der hed Jonas, havde klædt sig ud som vampyr og prøvede at skræmme os men ingen blev bange. Det var også den dag, hvor alle børnene fik deres øgenavne. Jeg hed Sangstjernen. I sprint gjaldt det om at løbe/sprinte så hurtigt man kunne. Det var også en af de fedeste ting, fordi når man kom i mål, var der balloner og is.

Det sjoveste ved at være på lejr er, at man får nye venner fra de andre klubber, og man lærer dem fra ens egen klub bedre at kende. Og at man kommer i bedre form".