I en tid hvor vi har løbet mange løb uden tidstagning, kan det være sjovt at få lidt digital feedback på sit løb. Jens Liengård har lavet nedenstående vejledning til MapRun, som der er mulighed for at afprøve ved weekendens løb i Højen.

MapRun er software, som på nogle områder minder om vores eget O-track, men har nogle ekstra muligheder til selve afviklingen af træningen. Det er nemlig muligt på forhånd, at overføre GPS-koordinater fra posterne på den bane man løber, til sit Garmin-ur. Uret registrerer hver enkelt post undervejs og giver et signal, når man “stempler” de enkelte poster indenfor en afstand af 10 meter. Udover signalet får man også besked om postens kontrolnummer. Hvis man ikke har et Garmin-ur, kan man i stedet bruge MapRun-appen på telefonen til at registrere posterne.

MapRun er udviklet af det australske orienteringsforbund og er ikke brugt af så mange herhjemme. Viborg OK har arbejdet med teknikken i løbet af vinteren til deres træningsløb, og vil også bruge softwaren til tidstagning i forbindelse med deres selvbetjenings-påskeløb på Læsø.

Derfor ligger der en del brugbar materiale på deres hjemmeside, som kan hjælpe med opsætningen, som kræver en smartphone og et Garmin GPS-ur:

Forberedelser inden løbet: https://www.viborgok.dk/wp-content/uploads/wpforo/default_attachments/1610361510-Forberedelser-inden-du-loeber.pdf

Opsætning af Garmin-ur: https://www.viborgok.dk/wp-content/uploads/wpforo/default_attachments/1610349117-1605775383-MapRunG.pdf

OBS: Bemærk at der er kommet en ny version af MapRun og at du derfor skal downloade MapRun6 i stedet for MapRunF.

Forum om MapRun på Viborg OKs hjemmeside: https://www.viborgok.dk/forum/maprunf-og-maprung/

Video med eksempel på brug af MapRunG: https://youtu.be/BhJbvXyNzM0

MapRun virker perfekt, hvis både korttegning, banelægning og GPS-signal er præcise. En post som er placeret forkert i terrænet i forhold til kortet, eller en korttegner som har været upræcis med placeringen af terrængenstande giver selvfølgelig problemer. Hvis uret ikke fanger en post, og man er sikker på, at man er det rigtige sted, kan man lave en manuel tilretning efter løbet.

Jeg har afprøvet MapRun i Grejsdalens dybe slugter, hvor GPS-signal traditionelt kan have det svært, og har været imponeret over, at alle poster blev registreret på de korrekte steder.

Banerne til løbet på lørdag/søndag kan hentes til din smartphone og ur, når din opsætning er færdiggjort. De findes under Denmark+Vejle+Højen i Appen MapRun6 under menupunktet “Select Event”.

Vh. Jens Liengård, OK Snab