Sommerferien er slut, og vores onsdagstræningsløb starter igen onsdag d. 14/8 - og det endda med et brag af et træningsløb. Mødested er ved Tirsbæk Strand kl. 17.45, og Tirsbæk er et fantastisk løbsområde med et kort, der stadig holder høj kvalitet.

Sidste år på en pragtfuld august-aften ved Tirsbæk var det årets - og vist nok historiens - bedst besøgte træningsløb i OK Snab, og vi prøver at gentage succesen med samme mødestød, Per Filskov som kompetent banelægger og igen en forhåbentlig fin august-aften.

Et par andre vigtige ting, som også vil blive nævnt på onsdag:
    
1) Divisions-match søndag den 25/8 i Højgård Skov ved Grejsdalen. Der er mange tilmeldt, men der må gerne komme MANGE FLERE. Der er brug for ALLE aktive o-løbere den dag, både store og små, erfarne og nybegyndere. Snak med Lone Rasmussen, hvis I ikke ved, hvordan man tilmelder sig.

2) TIL NYERE VOKSNE. Vi starter et læringsforløb sammen med efterårets træningsløb. Ikke på onsdag men onsdagen efter (i klubhuset 21/8) starter det. Der er allerede flere tilmeldte, men med de mange nyere voksne til vores træningsløb, må der være basis for flere tilmeldinger. Man behøver ikke at deltage slavisk hver gang, men vi har brug for tilmeldinger (og afbud fra tilmeldte, som ikke kan komme) for at kunne organisere træningerne. Der vil hver gang være fokus på et særligt emne, og første gang vil der være introduktion til O-TRACK, som bliver et vigtigt redskab resten af efterårssæsonen. Her er det vigtigt at medbringe GPS-ur ELLER en mobiltelefon.