Juniorlandsholdet er udtaget for 2019, og set med OK Snab-øjne er det meget glædeligt, at både Malin Agervig Kristiansson og Morten Örnhagen Jørgensen er med på listen.
Hjerteligt tillykke til jer begge!

Udtagelsen af Malin og Morten er et stort cadeau til de to unge løbere og deres meget seriøse indstilling til orienteringssporten.

Både Malin og Morten har leveret flotte resultater i 2018, og det har landstrænerne kvitteret for. De har kigget på, hvem der har præsteret ved EYOU, JWOC, JEC og øvrige større løb i Danmark og i øvrigt lagt vægt på den generelle træningsindstilling og -indsats, da de skulle se på, hvem der skulle udtages. Hele 47 unge løbere havde indsendt interessetilkendegivelse til juniorlandsholdet, og det endte med, at 7 damer og 6 herrer blev udtaget.
 
Malin og Mortens første træningssamling med Juniorlandsholdet er om få uger: i weekenden 30/11 – 2/12 i Nordjylland. I 2019 venter træningssamlinger både i Danmark og udlandet i en række weekender samt i vinterferien og efterårsferien.

2019 bliver et spændende år med junior VM (JWOC) på hjemmebane i Silkeborg i begyndelsen af juli som det store højdepunkt, men der venter også andre store mesterskaber som EYOC og JEC.

På billedet ses Malin og Morten på podiet til DM Lang, hvor Malin vandt sølv i D18 og Morten vandt bronze i H18.

Se mere på Dansk Orienterings-Forbunds hjemmeside her.