Glamsbjerg Hegn lagde terræn til, og Odense OK var arrangør, da holdturneringen blev skudt i gang i sydkredsens 1. division søndag d. 15/4. Vi havde sat næsen op efter forårssol, men tågen lettede aldrig. Til gengæld var humøret højt, og det var der også al mulig grund til.

Der var tilmeldt 77 løbere fra OK Snab, hvilket igen var deltagerrekord. Blandt dem var en del nye ansigter, der var til o-løbsstævne for første gang. Som sædvanligt bød klubben på kage, sodavand mm. efter løbet i Snab-lejren, hvor der var livlig aktivitet. Fedt at så mange var med!

Efterhånden som resultattavlen blev opdateret, stod det klart, at vi ville vinde matchen med en solid margin til nr. 2, Kolding (133 – 117), nr. 3 OK Gorm (137 – 110) og nr. 4 OK H.T.F. (151 – 94), der stillede op med verdensmester Maja Alm på holdet. Før vi blev sendt i skoven, var der ellers lidt nervøsitet at spore, for flere af vores normalt bærende kræfter og garanter for mange point på tavlen, Martin, Ulrika og Eva, måtte melde forfald pga. sygdom. De bange anelser blev dog gjort til skamme, og når man kigger nærmere på resultaterne, må man bare konstatere, at klubbens bredde efterhånden er så stor, at der er rigtig mange, der scorer point, og at vi dermed ikke er så sårbare overfor afbud.

Alle resultater kan ses på dette link. Her er udvalgte resultater, mest fra Snabs unge løbere: Flest point scorede Kristian Blok, der vandt H21 og Thomas Blok og Jeppe Edvardsen, der besatte de to første pladsen i H20. Cecilia vandt D16, Jeppe og Felix blev nr. 2 og 3 i H16, Olivia nr. 2 i D14, Ebbe nr. 3 i H14, Axel vandt H12 og Ella blev nr. 2 i D12. I en del af ungdomsklasserne er der ikke så mange deltagere, men OK Snab har efterhånden så mange ungdomsløbere, at vi scorer point i de fleste klasser.  Fremhæves skal endeligt, at Filippa og Zenia, der deltog i deres første løb, blev nr. 1 og 2 i begynderklassen :)